Mank (2020)

Wauw! Her må da endelig være en rigtig lækkerbisken af en metafilm for rendyrkede cineaster? En storfilm om manden bag manuskriptet til det påståede mesterværk Citizen Kane (1941). Men ak: Ud over en tilfredsstillende visuel elegance, formet ud af det eksplicitte begær efter at ramme 1940'ernes film noir-æstetik så troværdigt som muligt, er "Mank" dog en skuffelse af dimensioner.

Dingler og slingrer

Gary Oldman (over)præsterer som den svært alkoholiserede Hollywood-manuskriptforfatter Herman Mankiewicz. Han dingler og slingrer sig gennem tilværelsen, alt imens han forsøger at få noget kreativt ud af alkoholtågerne: Specifikt arbejdet på manuskriptet til Orson Welles Kane-film. Men det er sin sag at holde fokus, når flaskerne (og damerne) frister. Spørgsmålet er, om Mankiewicz overhovedet magter opgaven? (Film)historien taler hér for sig selv.

Form-over-indhold-blændværk

"Mank" er tæt på at være et skoleeksempel på form-over-indhold-blændværk. Og det er faktisk noget, man kan mærke fra allerførste scene. Det prætentiøse, overfortalte og 100 % formfokuserede tilsidesætter tilskuerens behov for en god fortælling. Filmoplevelsen er låst, kejtet og dybest set uinteressant.

Ingen nuance

Genreblandingen af komedie, drama og biografi fungerer slet ikke, vægten lægges hele tiden på det "sjove": Ham Mankiewicz er jo bare underfundig og morsom, som han dingler frem og tilbage i sin evindelige fuldemandssnak. Nuancerne uden om dette fokus er stort set ikke-tilstedeværende.

Sminket

Alt for musikunderlagt og alt for sminket i det outreret knivskarpe tidsbillede fremstår "Mank" som et produkt af noget villet - mere end noget andet.