Rio Lobo (1970)

Howard Hawks' sidste film er meget langt fra hans sædvanlige standard og i vid ustrækning både ufokuseret, fjollet og vaklende. Som centralt holdepunkt har vi John Waynes autoritet, men dem, der spiller op til ham på birollesiden er bestemt ikke værd at skrive hjem om (Jorge Rivero decideret ringe.)

Lovende start

Åbningssekvenserne byder ellers lovende op til dans med et både spændende og velklippet guldrøveri på togskinner. Her har man forventninger til filmoplevelsen. Men de bliver hurtigt kørt over på midten som en torso på togskinnerne. Fortællingen fiser ud, ideerne udebliver, og udviklingen er begrænset.

Halvgammel gnavpot med lækre guns

Waynes Col. McNally afviger ikke fra broderparten af hans hovedrolletyper: En halvgammel gnavpot med lækre guns (i bæltet), der får tilbud fra damer, der er langt yngre end ham selv. McNally har også et hævnmotiv, der holder ham godt i gang. Under Den Amerikanske Borgerkrig blev han røvrendt af en skurk, og ham vil han nu have skovlen under!

Ung Goldsmith

Interessante er filmens åbningstekster, der filmer guitarstrenge i spil og nærbillede med en yngre Jerry Goldsmiths fine tema som underlægning. Denne æstetiske indføring viser sig dog snart at have skuffende lidt at gøre med de levende westernbilleder, der udspiller sig over de følgende ca. 110 min.