North to Alaska (1960)

John Wayne fik ros for sin indlevelse i slapstick-komikken i "North to Alaska" - men heldigvis er det ikke falde-på-halen-morskaben, der stjæler billedet filmen igennem, for så havde herlighederne ganske givet været tæt på ubærlige. I stedet falder farce-løjerne relativt velafmålt (med et outreret sammensurium i klimaks). Fortællingen vil meget mere og er præget af smittende glimt i øjet.

Velkendt stiv og gnaven

John Waynes Sam McCord er velkendt stiv og gnaven. Han er guldgraveren, der er kommet til penge og som vel dybest set ikke rigtig har tid til dikkedik med kvindfolk. Men da han ganske uventet får selskab af den yndige Michelle Bonet, tegner der sig snart et billede af amour i guld-bushen. Det er i filmens anden halvdel, der samtidig er meget centreret om dette ene handlingselement. Inden da har vi fået serveret et mere varieret westernformat med rappe replikker i smukke landskaber - lækkert indfanget og vinklet af Leon Shamroys veloplagte fotografering.

Kærligheds-kampen

Kærligheds-kampen, som man med rette kan kalde den, mellem Michelle og Sam, er yderst energisk og vinder ved sin simple, men finurlige scenografi mellem høje bjerge og små bjælkehytter. Her noterer man sig også en herlig lang sekvens mellem Michelle og 17-årige Billy Pratt: Teenageren og den smukke kvinde har en stund alene, og det er tydeligvis første gang, den unge mand er så tæt på en kvinde. Fabian formidler den utæmmelige liderlighed relativt troværdigt, om end lettere overspillet.

Kvindelig snilde

Det er i øvrigt Capucine, der leverer filmens mest nuancerede og jordnære præstation som den franske Michelle Bonet - ikke mindst i nævnte scene med Fabian, hvor hun er nødt til at bruge al sin kvindelige snilde for ikke at blive overfaldet af teenageren. John Wayne er ikke ueffen, men i en blot minimalt anderledes rolletype. Lionel Newmans underlægningsmusik er meget sødladen og alt for tilstedeværende, især i kærlighedssekvenserne.