The War Wagon (1967)
En løsladt, uskyldigt døm cowboy samler en gruppe mænd for at hævne fængselstiden og de værdier, som en pengestærk forretningsmand har frarøvet ham.
STØV & STÅL
Svært veloplagt i både spil og fortællemæssig tilgang: "The War Wagon" kombinerer udkantsamerikansk 1800-tals-action med tungen-lige-i-munden-humoristiske dialoger, serveret med glimt i øjet af særligt Kirk Douglas. Tilpas doseret og ikke for lang former de 101 minutter sig som en western-oplevelse et godt stykke over middel.
Hævn i bushen
John Waynes Taw Jackson er igen en fri mand. Han har siddet tre år i fængsel for en forbrydelse, han ikke har begået. I mellemtiden har den ufine forretningsmand Frank Pierce frarøvet ham hans jord og ranch, men det tænker Taw ikke at lade ham slippe afsted med. Han har en plan, som han bl.a. involverer Kirk Douglas' Lomax i. Pierces virksomhed ejer en pansret diligence - komplet med maskinpistol på taget - og den skal snart fragte guld for $500.000 gennem den støvede bush. Det er hér, Taw og Lomax og et par gutter mere kommer på banen.
Varieret og veloplagt
I William H. Clothiers varierede og veloplagte fotografering emmer "The War Wagon" af æstetiseret fortællelyst. Sprøde og sjove vinklinger sætter støv, stål og ære i fænomenal bevægelse - og alle herlighederne er smukt filmet i det vilde vestens bjergtagende kulisse. Så betyder det langt mindre, at dialogen ind imellem bliver tanden for kæk og dramaet unuanceret i sit forudsigelige typegalleri.
Agile Douglas
John Wayne er lidt stiv i Taw Jackson-rollen og bløder aldrig helt op. Sjovere og langt mere agil er Kirk Douglas - komplet med en smittende dameglæde og iført spraglet, tætsiddende tøj. Begge herrer bærer i øvrigt revolverbælte uden på de lange underbukser - just in case. En fin detalje. Dimitri Tiomkins musik er heldigvis behageligt doseret - titelsangen er dog til den kejtede side.
Anmeldt i 2020 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2024
Fakta om filmen
Dansk titel: Panser-diligencen- John Wayne (Taw Jackson)
- Kirk Douglas (Lomax)
- Robert Walker Jr. (Billy Hyatt)
- Bruce Cabot (Frank Pierce)
- Bruce Dern (Hammond)
- Sheb Wooley (Snyder)
- Chuck Hayward (Blacksmith)
- Hal Needham (Hite)
- Keenan Wynn (Wes Fletcher)
- Chuck Robertson (Brown)
- Emilio Fernández (Calita)
- Cliff Lyons (Outrider)
- Perla Walter (Rosita)
- Jerry Gatlin (Calita Gang Member)
- Gene Evans (Deputy Hoag)
- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation