Blow Out (1981)

Modsat Coppolas i nogen grad sammenlignelige The Conversation (1974) er Brian De Palmas lydmandsfilm "Blow Out" ikke nogen decideret mindeværdig filmoplevelse. Med for mange narrative ekstremiteter og et temmelig vattet (og uniteressant) birollegalleri vikler filmen sig mere ind i mystik end reel udvikling.

På jagt efter lyde

John Travoltas filmlydmand Jack er altid på jagt efter nye, gode lyde. Og en aften, hvor han står på en bro for at optage blæst, kommer han uforvarende til at bevidne - og optage - et biluheld, hvor en bil kører i floden. Jack kaster sig heltemodigt efter vognen for at redde en blodine ud i sikkerhed.

Var det mord?

Senere går det op for Jack, at uheldet måske ikke var et uheld? Noget i lydoptagelsen indikerer, at der var tale om mord. Men vil politiet overhovedet gå ind i sagen? Svaret blafrer i vinden, mens Jack så småt er ved at bage på blondinen fra flodbilen.

Fænomenalt fotograferet

"Blow Out" vinder markant terræn på Vilmos Zsigmonds fænomenale fotografering: Særiigt markant, når storbyen Philadelphia vinkles i geniale perspektiver og stemninger. Men det er kun et bette plaster på såret i en generelt skuffende filmoplevelse - hvor form i vid udstrækning sættes over indhold, og hvor mystikken tager en ukædelig stying.

Anmassende musik

En meget anmassende underlægningsmusik af Pino Donaggio markerer allertydeligst, at "Blow Out" ikke rigtigt kender sin besøgelsestid: Utroligt mange af scenerne kunne have emmet af en helt anderledes inciterende mystik, hvis de naturlige lyde i filmen havde fået mere fokus. Og ikke helt uoplagt, lydmandstemaet taget i betragtning.