The Broken Circle Breakdown (2012)

Prisbegavet og publikumselsket belgisk film, der vil helt tæt på sygdom, sorg og afmagt, men forfalder til det uklædeligt melodramatiske, hvor ægtheden preller af som på en nanobehandlet overflade.

Det ku’ ha’ været så godt..
Det kunne ellers have været så godt: Historien lægger op til det mentalt nervebetonede i et setup, der er langt fra mainstream: Et smaskforelsket par producerer en datter og bor på et spændende, alternativt landsted.

Stort kørekort til banjo
Han, Didier, er countrymusiker med stort kørekort til banjo. Hun, Elise, har sin egen tattoo-salon i byen med egen hud som udstillingsvindue. Efter et emmende hedt samleje i Didiers pickup-truck burde nyheden om et barn på vej ikke komme som et chok, men alligevel kræver det omstilling, og parforholdet sættes for første gang på prøve.

Datteren bliver syg
Syv år senere kæmper Didier og Elise imidlertid med langt værre sorger, da datteren får konstateret en alvorlig cancer, der sender hende i kemo, og udsigterne er efterhånden dårlige. Nu stikker krisen forståeligt meget dybt, og særligt Elise synes at forsvinde dybt ned i en depression, der kan ende fatalt.

Susanne Bier-stil
Der er lidt Susanne Bier over Felix van Groeningens iscenesættelse: Udviklingerne kan have den samme tendens til tyk overdramatisering, som vi bl.a. ser det i Hævnen (2010).

Appellerer til USA
Og ligesom Bier er blevet hyldet for denne fortællestil – ikke mindst i Hollywood og i kraft af en Oscar – blev van Groeningens film også nomineret til samme statuette: Måden at fortælle historie på appellerer til den amerikanske livsstil.

Amerikansk dagsorden
Der er da også en mere eksplicit amerikansk dagsorden i "The Broken Circle Breakdown", i og med at der spilles og synges countrymusik, og det elskende/hårdt prøvede par er i det hele taget solgt til den vestlige stormagt.

Vreden vendes udad
Det ændrer sig imidlertid radikalt, da Didier i sin svære sorgproces pludselig vender sin vrede udad mod George Bush og USA – samt religion på verdensplan – i en af filmens mest aparte usandsynlige scener... på netop en scene – og for fuld sal!

Spring i tid og sted
Spring i tid og sted er gennemgående for hele filmen: Lige fra begyndelsen udfordres vi af før, nu... og om lidt. Og det hjælper ikke til at forme mere ægthed, spænding og vemod.

Kæntringsfare
Filmoplevelsen som helhed er mere broget end betagende. De nævnte slagsider udgør konstant kæntringsfare, men samtidig er der trods alt en grundsubstans i det sørgelige hovedtema, der holder filmen på en form for ret køl.

Underlægningsbanjo
Er du til countrymusik, er du sikkert solgt. Men uanset musikalske præferencer kan det kun ærgre, at langt det meste af handlingen er underkastet underlægningsbanjo – som for at understrege, at filmen spiller på "hjertets dyrebare strenge". Størst gennemslagskraft blandt skuespillerne har Johan Heidenbergin i sit portræt af den temperamentsfulde Didier.