Mødrehjælpen (1942)

Ingen ringere end Carl Th. Dreyer iscenesatte her en 12 minutter lang stats- og oplysningsfilm, der kredser om kvinder i "ulykkelige omstændigheder", der med voksende bug kan få hjælp af staten til at føde og forsørge deres ofte "uægte" børn.

En vigtig snak
Således unge Erna, der frustreret henvender sig på et af Mødrehjælpens landskontorer og via en konsultation med en forstående bedstemortype bliver overtalt til ikke at gå strikkepindsvejen.

På bedre tanker
Mødrehjælpen kan nemlig – som Preben Neergaards tidstypisk affekterede speak gør det klart – ganske gratis hjælpe disse kvinder på bedre tanker og til et godt liv med krøltoppen, i Ernas tilfælde lille Christian.

Energi til Dreyer
Som Dreyer-film er "Mødrehjælpen" et interessant og i virkeligheden epokegørende projekt. Ti år var der gået uden filmrulle i kameraet for Danmarks største instruktør. Men "Mødrehjælpen" var med til at få Dreyer i gang igen, og Vredens Dag kom året efter i kassen.

Dreyer’sk særpræg
Som oplysningsfilm, eller dokumentarfilm, er "Mødrehjælpen" dog ikke mere interessant end netop Dreyers særpræg tilfører: Elegante kompositioner i alt fra vasketøj over kravlegårdsruskeri til det første smil på den nybagte mors læber.

Stiv i betrækket
Ellers er filmen stiv i betrækket og gravalvorlig i sin formidling. Selvom budskabet er Florence Nightingale for mor-masserne, skal det ikke ligefrem signaleres, at vi morer os på Sygekassens regning. Med dramatisk musik af nationalkomponist Poul Schierbeck.