Borgman (2013)

I dette hollandsk/belgisk/dansk kofinansierede thrillerdrama præsenteres vi for en historie så alternativ, at det skriger til himlen.

Søgt fiduskunst
Og det er ikke noget primalskrig mod højderne. Tværtimod er "Borgman" en tykt klæbrig masse af søgt fiduskunst, hvor vi er nødt til at støtte os til H.C. Andersens glimrende eventyr "Kejserens nye Klæder". For som i eventyret kan der om filmen i overført betydning udbrydes: "Den har jo ikke noget tøj på!"
 

Det ringer på døren..

En rig kernefamilie åbner en dag døren for en hjemløs mand, der spørger, om han må få et bad. Det bliver ham nægtet, og rigmandsfar giver endda den hjemløse et lag tæsk.

Kræver sin ret
Den hjemløse, der går under navnet Camiel Borgman, vender dog snart tilbage og kræver sin "ret", og uden husbondens vidende hjælper fruen den tilsyneladende usle eksistens.

Ingen helt almindelig gut
Efterhånden bliver det klart, at denne Borgman vist ikke er nogen helt almindelig gut, måske er han slet ikke en gut. Hvad er han overhovedet, og hvad er det for et eksperiment, som han sammen med to assistenter har gang i med familien?

Sensationslyst
Det er åbne spørgsmål, der aldrig bliver direkte besvaret. Filmen kredser om sin egen sensationslyst i en grad, så der nærmest opstår kondens på bagsiden af biograflærredet.

Forblændelsens psykologi
Publikum worldwide har ikke desto mindre taget "Borgman" til sig som en sprødt alternativ darling, bl.a. var filmen nomineret til Den Gyldne Palme i Cannes!

Mystificerende univers
Skuespillet bliver aldrig rigtig overbevisende. Det synes tydeligt, at heller ikke protagonisterne helt har vidst, hvilket ben de skulle stå på i det mystificerende univers af komisk-bestialsk science fiction-mystik-thriller... indsæt selv isme eller genre hér.

Danskere i billedet
Et par danskere har sneget sig ind i billedet: Sara Hjort Ditlevsen som både sød og sur au-pair, der til lejligheden visser struttende bryster. Benjamin Boe Rasmussen er første mand i billedet som en mand med hund.

Til bunds
I lange perioder helt musikløs, men det er ingen formildende omstændighed, når filmen som sådan er én stor syltekrukke, hvor handlingen på det tarveligste tvinger alt og alle til bunds, i direkte og i overført betydning.