Løgneren (1970)

Instruktør og manusforfatter Knud Leif Thomsen tog sig nogle gevaldige kunstneriske friheder, da han i 1970 fortolkede frit på Martin A. Hansens populære eksistentielle roman, "Løgneren".

Tro mod forlægget
Filmens manuskript er i mange henseender tro mod romanforlægget, men der er også helt centrale handlingselementer, der er Thomsens egne. Det er ikke alle twists and turns, han slipper lige heldigt fra, men filmatiseringen er alligevel en af de mere interessante fra de tidlige 70’ere – i dansk sammenhæng.

Meget smukt anslag
Det tavse, omhyggelige og forjættende smukke anslag slår tonen an med hypnotiserende virkning. Her fornemmes tydeligt den kunstneriske retning og indstilling, og håbet er lysegrønt mod en dansk filmoplevelse langt over gennemsnittet.

Velovervejede toner
Velovervejede toner af først J.S. Bach, siden Beethoven (og Bartók) træder i karakter gennem hele filmen, ofte som en del af handlingen, idet vores hovedperson Johannes Vig er glad for at lytte til grammofonplader.

Vinterisoleret
Vig er skolelærer og degn på den lille ø Sandø, der er vinterisoleret på grund af tilfrosne farvande. Når ikke han er i skolen, i kirken eller går tur med hunden, sidder Vig ofte og stirrer tomt ud i luften med en drink.

Tager overhånd
Snart begynder drikkeriet at tage overhånd, i takt med at den indre forvirring bliver for meget for den midaldrende lærer. Han er forelsket i sin tidligere elev, Annemari, men hun er kær i helt andre retninger, og tilfældig sex med den mere jævnaldrende Rigmor hjælper ikke Vig på ret mental kurs.

Teatralsk kammerspil
Efter den lovende start former Knud Leif Thomsens film sig desværre i stigende grad som et teatralsk kammerspil, der ikke helt kender sin besøgelsestid. De åbenlyse kunstneriske kvaliteter bliver mere villede end naturlige, og filmen forcerer og overfortæller sine budskaber.

Stikker af fra sig selv
Hermed går den indledende balance og hvilepuls fløjten, og "Løgneren" stikker så at sige af fra sig selv. Det præger filmoplevelsen markant, og det er i stigende grad svært at identificere sig med den eksistentielt prøvede Johannes Vig.

Stiger til vejrs uden retning
Der er ikke balance i den bagvedliggende psykologi, og dramatikken stiger til vejrs som varm luft uden retning. Desværre står skuespillerpræstationerne heller ikke tilbage med den ønskede pondus, og Frits Helmuth er med sine 39 år lidt for ung til at illudere midaldrende kriselærer.

Savner puls
Ann-Mari Max Hansen er fuld af udstråling i sin første større filmrolle, men de seksuelle spændinger får aldrig decideret puls, hverken mentalt eller fysisk.

Pressen skrev..
Pressen skrev bl.a.: "Blufærdigt mesterværk", "Et stærkt og sikkert filmværk", "Et højdepunkt i dansk film" og "Forenklet, men billeddejlig". Mere negativt lød det: "En ørkenvandring", "Ingen ånd" og "For fuld af selverkendelser."