Jade (1995)

Overordentligt vulgær William Friedkin-thriller, der i perioder skriger til himmelen udi både overspil og overfortælling. Men i enkelte stemninger og særligt i Andrzej Bartkowiaks svulstige fotografering finder "Jade" alligevel en form for base, der løfter filmoplevelsen en smule over det helt ynkelige.

I lort til halsen

Rødtoppen David Caruso er den succesrige district attorney David Corelli, der snart skal stå i lort til halsen: Han er nemlig personligt involveret i den kvinde, der snart er hovedmistænkt i en vulgær mordsag. Linda Fiorentinos Trina Gavin emmer af sex og uforudsigelighed - kan hun virkelig have slagtet en rigmand og hængt ham op på en væg med søm gennem lemmerne?

Mænd med magt

Snart er selveste guvernøren (Richard Crenna i en lille biroller) involveret i sagen - angivelig har en lang række magtfulde mænd haft avanceret sex med både Trina Gavin og en mystisk glædespige, der lyder navnet Jade. En række fotografier lægger svesken på disken, men når man har magt, kan meget glide gennem netmaskerne...

Klagesangs-kvindevokal

James Horners underlægningsmusik er næsten her, der og allevegne og er uhyre bredspektret og byder sågar på en klagesangs-kvindevokal (er det Jade, der synger fra en hemmelig gyde?). Læg hertil anvendelsen af passager fra Stravinskys Le sacre du printemps - og lydtæppet er sat!

Klassiske hop over asfaltbakker

Spillet er i de bedste scener passabelt, men i de mere tvivlsomme tilsvarende ynkeligt - Chazz Palminteri overspiller fælt som Trinas ægtemand. San Francisco som location byder på enkelte fine billeder - og en heftig biljagt med klassiske hop over asfaltbakker (denne er dog jammerligt klippet.)