Puberty Blues (1981)

Med den temmelig sigende titel "Puberty Blues" forventer man purunge protagonister i en søgen efter identitet, kønsliv og mening med det hele. Men i hovedrollerne er der desværre teenagepiger, for hvem puberteten ligger i hvert fald 5 år tilbage, og det tager toppen af en ellers fin og virkelighedsnær filmtone.

Hierarkier på stranden

To piger kæmper med at finde sig selv. Det er ikke let af blive populær blandt uskrevne regler, særligt på de australske strande, hvor der hersker helt særlige hierarkier. En af de sikreste veje ind i varmen blandt de flotte surfer dudes og deres kvindelige tilskuere er at sprede ben.

En særlig bollevogn

Og surferne kører rundt i en helt særlig bollevogn, hvor madrassen allerede ligger klar med lilla lagner. Men det er stadig ikke helt let at forene fornuft, følelse og krop: Fyrene tænker kun på at kneppe (og surfe) og skeler absolut ikke til følelsesgnideri - i et fint portræt af total ubalance mellem kønnenes behov.

En form for tilbageblik

Piger må i hvert fald ikke surfe - det er ukvindeligt! Ligesom de heller ikke må gå på toilettet, når de ligger på stranden. Flere af disse betragtninger læses op af en af pigerne som en fortællerstemme; altså er "Puberty Blues" en form for tilbageblik på barn/ungdommen og dens mange bump.

Flotte sommerstemninger

Filmen er hyldet i flotte sommerstemninger, smukt indfanget af Bruce Beresfords hoffotograf Donald McAlpine. Og en række tidstypiske sange foldes ud på lydsiden (dog ikke som et overplastrende eller kvælende tæppe). Spillet er fint og nuanceret, men alderen er som nævnt et problem.

Fin detaljerigdom

Enkelte scener er kejtet eksekveret og fjerner meget af den ellers fine detajerigdom i pigernes op- og nedture mellem både håbløse fyre, snobbede og nedladende "veninder" og forældre, der ikke forstår dem.