Mig äger ingen (2013)

Velafstemt, velment og velspillet svensk drama, der med sit kærlige fokus på detaljer formår at formidle sit tema uden bitter eftersmag.

Masser af sprut
I 70’ernes Sverige supplerer hårdtarbejdende Hasse sit sjæleliv med rigelige mængder alkohol. En afhængighed, han næsten evner at kontrollere, når det kommer til forholdet til den otteårige datter Lisa.

Betingelsesløs kærlighed
Lisa elsker sin far betingelsesløst, og deres forhold bliver kun styrket af, at moren skrider med en anden mand. Men ind imellem bliver presset for hårdt for Hasse, og Lisa er i fare for at blive ladt alene.

Fænomenale nuancer
Mikael Persbrandt er fænomenal i nuancerne: Han kæmper en konstant indre kamp for at bevare overblikket og give Lisa en fin opvækst. Hele tiden er han fristet af sprut, hele tiden har Lisa brug for ham.

Dæmonien bag facaden
Det er langt fra en klassisk alkoholmisbrugsfilm: "Mig äger ingen" er langt dybere og spiller mere på dæmonien bag facaden end den egentlige branderts anatomi.

Oprigtigt rørende
Filmoplevelsen er således jordnær og oprigtigt rørende, i særdeleshed i de lange afsnit, hvor Lisa er henholdsvis barn og halvstor pige. I filmens sidste afsnit er Lisa blevet nærved voksen – det svageste led i fortællingen.

Imponerende indlevelse
Lisa i de to børneudgaver spilles med imponerende indlevelse af henholdsvis Ping Mon Wallén og Saga Samuelsson. Filmmusikken er relativt afdæmpet, mange af de stærkeste scener får lov at stå alene.