Night of Fear (1973)

    En afsporet mand langt ude i den australske bush terroriserer en vildfaren kvinde på det groveste.


    MARKANTE AFTRYK

    "Så kan hun lære det!": En ung kvindelig bilist kører vild i den australske bush, forulykker og havner snart som midtpunkt i en forskruet mands fysiske og psykiske terror. Han har ikke tænkt sig at vige tilbage for sine alt andet end stilfærdige fetisches (der involverer bl.a. sultne rotter, aggressivt degenererede katte og diverse hakker og skovle.)

     

    Meget langt hjemmefra

    Meget langt fra hvor nogen kan høre The Woman skrige, altså. En barsk og kompromisløs fortælling, der med sine blot 54 minutter ret effektivt hamrer sømmet i bund uden for mange udenomsslag. Det er en outreret skæv film, der helt og aldeles vedkender sig sin skæve og legelystne B-films-æstetik.

     

    Ingen fine fornemmelser

    Alle kameravinklinger, klip og lyde er vildt overdrevne - her er ingen fine fornemmelser. Men det forstærker faktisk ret effektivt filmens fortættede gyserunivers. Kklamhed, forfald, og udkantstossen med en rotte på skulderen - stønnende ordløst hele tiden i hælene på den sagesløse kvinde.

     

    Helt uden dialog

    Filmen er i det hele taget helt uden dialog, til gengæld er der rigelige mængder (kikset) synkroniseret stønnelyd fra både gerningsmand og offer - suppleret af en konstant, syret og ærgerligt overdimensioneret underlægningsmusik. Ikke en film for sarte sjæle, men afgjort en lille overset genreperle fra den australske undergrund.



    Anmeldt i 2020 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    1973, Australien, Gyser, Thriller, 54 min.

    Dansk titel: Night of Fear
    Instr: Terry Bourke Manus: Terry Bourke Foto: Peter Hendry Klip: Ray Alchin
    Medvirkende
    • Et angiver en særlig god præstation
    • Et angiver en særlig dårlig præstation