The Day of the Jackal (1973)

I absolut lækreste 70'er-stil og med udvidet greb om krimigenrens små og store muligheder viser Fred Zinnemann her vejen: "The Day of the Jackal" præsterer det sjældne både at besidde vid, bid og besøgelsestid.

Åleglat lejemorder

Filmens åleglatte, blonde, britiske og tilnærmelsesvis følelsesdepraverede lejemorder lyder navnet Sjakalen. Det er meget praktisk for ham at kunne parkere empatien i ingenmandsland, når han får stillet en opgave – især når målet er den franske præsident.

Små og store kanoner

Snart er Sjakalen godt i gang med at planlægge henrettelsen, og det sætter ham i forbindelse med alskens små og store kanoner udi det lyssky og ufines kunst. Spørgsmålet er, om det franske politi kan nå at indhente ham, før det er for sent. Med betjent Lebel på sagen er der om ikke andet gode chancer.

Lineær eskalering

Knap 2,5 timer føles på ingen måde i den lange ende, når begivenhederne er så afmålte, som de er i Zinnemanns iscenesættelse. Spilletiden er mere et resultat af, at filmen tager sig tid til detaljerne – både i spændingskurvens lineære eskalering, men så sandelig også i fokuseringen på de helt små enkeltheder.

Beundringsværdig taktilitet

Det afføder en beundringsværdig taktilitet: Sjakalens håndelag, når han skal samle og affyre et våben – eller ligger under Alfa Romeo-sportsbilen og rumsterer for at gøre plads til, at  selvsamme våben ikke bliver opdaget i tolden.

Fænomenal Fox

I øvrigt spillet af en helt fænomenal Edward Fox, som vi næppe før har set i en så fokuseret og intelligent skrevet rolle. Han får herligt modspil fra særligt Michael Lonsdale som opdageren Lebel (selvom de agerer i hver sin gren i handlingen) – samt fra flere små, finurlige biroller.

Fravær af musik

Et meget markant plus ved filmoplevelsen er det næsten totale fravær af underlægningsmusik. Energien i dramaet, nærværet og den tiltagende spænding får begavet lov til at banke med egen puls, uden at stemningen på nogen måde skal dikteres af tredjepart.