True Story (2015)

    En superjournalist, der netop er blevet gået efter at have gjort i nælderne, får alle tiders historie: En mand, der har myrdet sin familie.


    SKYLDIG - ELLER HVAD?

    Sig mig, er den dér børge skyldig i den alt andet end gennemsnitlige mordsag? Har han virkelig slået kone og tre små krøltoppe ihjel, eller er der noget om snakken, når han proklamerer sin uskyld?

     

    (Påstået) familiemorder

    Det forsøger den tidligere New York Times-journalist Michael Finkel at finde ud af, da han begynder at udspørge den (påståede) familiemorder Christian Longo i fængslet. At de to overhovedet møder hinanden, bunder i at Longo ved sin anholdelse opgav journalistens navn som sit eget.

     

    Brikkerne falder - måske - på plads

    Gennem snakkene i fængslet og en ivrig brevkorrespondance begynder brikkerne - måske - at falde på plads. Og det kan da ikke passe, at en så nydelig, rolig og sympatisk mand som Longo kan have gjort det af med hele sin kernefamilie... Vel?

     

    Periodisk fyldig fortællelyst

    "True Story", der er based on a true story, emmer periodisk af stor og fyldig fortælleslyst - affødt af et finurligt plot, konstrueret til at holde sit publikum i evig spænding om udfaldet. Når filmen står stærkest, er den både fascinerende og næsten hørbart sprød.

     

    Langt fra statisk niveau

    Desværre er niveauet langt fra statisk eller gennemført, og filmen balancerer mere end blot en enkelt gang på den absolutte afgrundskant. Der er for meget udpenslende og stemnings-afsmittende mystik (som også i særdeleshed kommer til udtryk i den alt, alt for tilstedeværende underlægningsmusik.)

     

    "Meget overraskende" sandheder

    Jonah Hill og James Franco står pænt til hinanden, men "True Story" lægger ikke op til deciderede stjernepræstationer. De mange scener i fængslets iskoldt-kridhvide interviewrum står stærkest på nethinden - langt mere end de "meget overraskende" sandheder, som afsløres mod slutningen.



    Anmeldt i 2020 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    2015, USA, Drama, Krimi, Seriemordere, 99 min.

    Dansk titel: True Story
    Instr: Rupert Goold Prod: Dede Gardner m.fl. Manus: Rupert Goold, David Kajganich Baseret på: bog af Michael Finkel Foto: Masanobu Takayanagi Klip: Nicolas De Toth, Christopher Tellefsen Mus: Marco Beltrami