Kid (2012)

Usædvanligt stærk og bevægende film: "Kid" tør gå langt under huden og gribe om roden til livet, smerten og længslen. Men det er også en film, der delvist ødelægger sin egen magi: Musikken er en dræber.

Deprimeret mor
Syvårige Kid og hans storebror Billy bor sammen med deres alenemor på en gård. Det går rigtig skidt økonomisk, og moren er stærkt deprimeret.

Ingen plads til omsorg
Da hun pludselig dør, havner drengene hos en tante og onkel, og opholdet bliver et mareridt i klaustrofobiske, troende og perfektionistiske rammer, hvor der under ingen omstændigheder er plads til omsorg – eller børn. Filmen beskriver den manglende børneempati slet og ret fremragende. Her er instruktør Fien Troch lykkedes flot med at trække alt liv ud af barndommens magi.

Følelsesforladte voksne
De stærkeste scener smerter helt ind i marven. Når Kid står udtryksløs og magtesløs mellem håbløse, følelsesforladte voksne – og ingen tænker på at omfavne ham, trøste ham, passe på ham.

Mageløse drenge
De to drenge er mageløse fund. Formidlingen af den kvalte barndom lyner i deres øjne, og fortvivlelsen ved ikke at blive mødt af en eneste voksen former en depressiv destruktivitet.

Anstrengt start
Billederne på dette helvede står stærkt i deres minimalistiske kompositioner, som oftest fast kamera og spændende motiver. Denne narrative form er meget anstrengt i filmens første halve time: Her forekommer hele konstruktionen påtaget, særligt når den voldsomt ødelæggende musik tages med.

Én hjertelig omfavnelse
Den sidste time er markant stærkere: Musikken spiller en noget mindre rolle og i stedet er fokus på naturens egne lyde – vinden i birketræerne, Kid, der ånder tungt i en af filmens eneste hjertelige omfavnelser.

Smertende filmoplevelse
"Kid" er en meget modløs historie, komplet uden livgivende lys, om som sådan en krævende og smertende filmoplevelse. En film, der har så meget på hjerte og formidler det så flot, men smider to stjerner alene på musikken.