Let's Go to Prison (2006)

Klart, klart! Dette er bare ikke noget hverken komisk eller filmisk mesterværk, men Bob Odenkirks "Let's Go to Prison" har i frisk- og filterløshed, hvad den ikke har i så mange andre henseender.

Hævntørst!

Vaneforbryderen John Lyshitski er ved at skide i bukserne af hævntørst. En dommer har i dén grad tværet ham ud og idømt ham den ene straf efter den anden gennem årene. Så nu skal det være: Dommeren skal ned med nakken!

En simpel plan

Problemet er bare, at denne dommer er død i mellemtiden, så Lyshitski må finde et nyt offer. Og det bliver dommerens højrøvet-arrogante søn Nelson Biederman IV, der selv er ved at gøre karriere i retsvæsnet. Planen er simpel: Få fængslet Biederman (ved at få ham i fedtefadet) og sørg så dereftter selv for at komme bag tremmer og i celle med dit offer!

Fængselskærlighed

Så kan det nok være, Biederman får fængselskærligheden at føle, for Lyshitski har ikke tænkt sig at lægge fingrene imellem. Et lille problem kan bare være, at Biederman måske med lidt held kan gå hen og blive lidt af en helt bag tremmer...

Ufiltreret tilgang

Herlighederne er serveret med en herlig ufiltreret tilgang til fængsels-stereotyperne, komplet med baghylere i brusebadet, store fyre, der har en bitch, masser af ukontrollerede slagsmål og racekonflikter (sidstnævnte eksemplificeret i Michael Shannons ret godt ramte nazi-grupperingsleder Lynard).

Ikke storspil

Det er ikke storspillet, der præger samspillet mellem Dax Shepard og Will Arnett i hovedrollerne, men komikken fører dem alligevel sammen - og så lever man næsten med den evigt tilstedeværende underlægningsmusik, der støjer ekstremt meget.