Sorry We Missed You (2019)

    En lille britisk familie har rod i både økonomi, tidsplan og privatliv - og det ene problem tager bare det andet.


    KEN LOACH I FIN FORM

    83-årige Ken Loach viser, at spidskompetencen sortseende socialrealisme stadig kan barsle en stor filmoplevelse: "Sorry We Missed You" levner ikke meget plads til håb i sin beskrivelse af en lille britisk familie med rod i alt fra økonomi til privatliv.

     

    Indædt kamp

    Farmand Ricky kæmper indædt for at finde et nyt arbejde, der kan nedbringe familiens gæld. Snart er han franchisetager i et budfirma, hvor chefen er fuldstændig ligeglad med privatliv og følelser. Og det bliver et problem, da teenagesønnen Sebastian skaber ravage på hjemmefronten.

     

    Altid på arbejde

    Moren Abbie er hjemmehjælper og arbejder mindst 12 timer om dagen. Det er også hende, der tager en ekstra klient midt i weekenden, for der er jo ikke andre, der gør det. Spørgsmålet er, om alle anstrengelserne efterhånden kan vende de negative bølger i parforholdet og familien.

     

    Flot balanceret spil

    "Sorry We Missed You" er fuld af ægthed og indlevelse i den konstant tilspidsede situation. Her hjælper det meget, at begivenhederne er stort set fritaget for underlægningsmusik, og at skuespillet er flot balanceret fra både børn, teenagere og voksne.

     

    Krise med krise på

    Efterhånden kan man godt få følelsen, at manuskriptet skriver lige lidt for meget krise med krise på - det havde klædt begivenhederne, hvis variationen i sortsynet havde været lidt mere sprælsk - trods alle de gode og ærlige intentioner.



    Anmeldt i 2020 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    2019, Storbritannien, Drama, Børn på film, Teenagere, 101 min.

    Dansk titel: Sorry We Missed You
    Instr: Ken Loach Prod: Rebecca O'Brien Manus: Paul Laverty Foto: Robbie Ryan Klip: Jonathan Morris Mus: George Fenton
    Medvirkende
    • Et angiver en særlig god præstation
    • Et angiver en særlig dårlig præstation
    Priser
    • BD-N - Bedste ikke-amerikanske film
    • CAN-N - Palme d'Or-nominering