Detachment (2011)

Med denne stærke historie om interessante skæbner kunne Tony Kayes "Detachment" have været en rigtig perle – men halvdelen af perlen forsvinder desværre i mystiske narrative greb.

Upåvirkelig
Lærervikaren Henry Barthes har efterhånden affundet sig med sine transitpræmisser, og han lader sig ikke længere påvirke af skiftende elevers mobning og idioti. I hans seneste tjans oplever han dog en dybere kontakt til i hvert fald et udsnit af eleverne, og måske er dette begyndelsen til en smule modspil for den indsigtsfulde vikar.

Et godt hjerte
Samtidig lader han den omstrejfende teenage-prostituerede Erica bo hos sig et stykke tid, og Erica knytter bånd, som Henry ikke kan binde knuder på. Alt i alt rummer filmen flere nuancerede menneskeskæbner, og replikkerne er præget af en meget fin indsigt i nogle af livets store spørgsmål. Hér står Adrien Brody i sit sympatiske underspil som den stærkeste.

Konstant musik
Brandærgerligt for filmoplevelsen er en række alt for dramatiske virkemidler: Filmmusikken er næsten konstant, om end afdæmpet, og lægger et unødvendigt tæppe over de menneskelige udsving.

Friskfyragtig kameraføring

Og en noget umotiveret, friskfyragtig kameraføring leder ind imellem tankerne mod en musikvideo snarere end det højspændte psykologiske drama. James Caan præsterer ubetaleligt stærk i birollen som læreren Charles Seaboldt.