Terminator: Dark Fate (2019)

Sammenhængende film:
The Terminator (1984)
Terminator 2: Judgment Day (1991)
Terminator 3: Rise of the Machines (2003)
Terminator Salvation (2009)
Terminator Genisys (2015)

Terminator: Dark Fate (2019)

Absolut mere af samme skuffe og i mange henseender kritikløs copy/paste-action: Det sjette kapitel i "Terminator"-sagaen løfter sig en tand fra den noget fesne 5'er, men er stadig mere metaltræt end fuldblods-overbevisende.

Underholdningen er hjemme

Underholdningen er dog hjemme, hvilket først og fremmest er effekten af en voluminøs og bekostet actionkoreografi, der ofte sidder lige i skabet - samt Arnold Schwarzenegger-effekten, som man ikke skal underkende. Selvom legenden først træder ind i handlingen efter godt en time, sker der bare noget med intensiteten.

I samme rille

"Terminator: Dark Fate" kører bare videre i samme rille uden at skele ret meget til minimumskrav om fornyelse og originalitet. Måske fordi man ved, at formlen virker - og at publikum i det store og hele æder franchisen og dens elegant-utopiske dystopier råt.

No-nonsense-type på hævntogt

En naturligt ældet Linda Hamilton indtager rollen som hævntørstige Sarah Connor - en no-nonsense-type, der nok ved, hvordan et hævntogt skal skæres (og hvordan man betjener alverdens små og store guns).

En fordel at samarbejde

Gammel nag er der også rigelig af, da Connor igen - efter alle disse år - står ansigt til robotmaske med Schwarzeneggers T-800, der numere lyder navnet Carl. Men måske kan det vise sig at være en fordel af samarbejde, i hvert fald hvis de skal beskytte en ung mexicansk kvinde fra evig udslettelse (programmeret fra fremtiden.)

Savner selvironi

Musikken brummer næsten uophørligt i baggrunden, dog klogeligt noget tilbagetrukket. Spillet er ikke særlig ophidsende, sine steder endda på grænsen til det kejtede - og så mangler 6'eren i alvorlig grad den humor og selvironi, der ellers har kendetegnet mange af de tidligere kapitler.