1917 (2019)

Nogle gange ønsker man for alvor, at man som tilskuer havde valgmuligheden: MUSIK ON/OFF. For i tilfældet "1917" trækker Thomas Newmans ekstravagant kvælende underlægningsmusik filmoplevelsen så meget ned, at det er decideret grufuldt (ligesom vi oplevede det med søster-krigsfilmen Dunkirk (2017).)

Fejende flot

Det tager to stjerner fra en ellers mastodont-flot krigsfilm, der i de øvrige fortællefacetter i dén grad kender sin besøgelsestid. Ind imellem skal man nemlig huske at knibe sig selv i armen over den fejende flotte fotografering og den sublime scenografi. Begge stærke facetter, der tilfører "1917" mængder af 1. verdenskrigs-autenticitet.

Blod, sved og tårer

Vi befinder os – afledt af filmens titel – ikke overraskende midt under 1. verdenskrig. Her får to unge soldater en mission, der med lidt held kan redde flere tusinde brodersoldaters liv. Hvis de når på tværs af den farefulde slagsmark i tide vel at mærke. Og dét kræver sine mænd samt blod, sved og tårer! I denne i bund og grund hovedløse mission falder manuskriptet lidt for ofte i en melodramatisk skyttegrav.

Filmet i ét take

En ikke ubetydelig fascinationskraft ved "1917" er det uortodokse (og mest af alt opmærksomhedssøgende) narrative greb at fortælle hele filmen i én lang scene. Altså uden klip og i princippet optaget ud i én køre. Det giver filmen et særligt hér-og-nu-element, der i de mest vellykkede sekvenser indrammer krigen foruroligende stærkt.

Musikken som dræber

Spillet er pænt og fuld af indlevelse i krigens rædsler. Hvad der står allerstærkest efter filmen er de slet og ret sublime scenografiske opbygninger af skyttegrave og ruiner. Man sidder hele tiden og forestiller sig, hvor overvælende mesterlig "1917" kunne have været, hvis musikken havde været helt udeladt eller som minimum barberet ned med 75 %.