Juste la fin du monde (2016)

Canadiske Xavier Dolan er normalt rigtig god for en alternativ og overbevisende filmfortælling - som hovedregel med homoseksuelt tema og med et betændt mor-søn-forhold. "Juste la fin du monde" er ingen undtagelse, når det kommer til tematik, men filmproduktet som hele er et skuffejern af dimensioner.

Evindelige konfrontationer

Gaspard Ulliels unge homoseksuelle forfatter Louis vender i filmens begyndelse hjem. Hjem til dén familie, som han ellers har vendt ryggen i årevis - bl.a. for at undgå masser af betændte konfrontationer med sin mor.

En stor overraskelse

Nu står han endelig i hoveddøren igen, men han bærer på en stor overraskelse, der skal serveres, når det helt rette øjeblik opstår: Han er terminalt syg og således døende. Men inden dén icebreaker kan falde, må Louis mange (og lange) samtaler igennem - og som oftest velkendt Xavier Dolan-konfrontatoriske.

Bittersøde snakkescener

Filmens titel "Juste la fin du monde", der på dansk oversættes til "Det er bare verdens undergang", lægger op til en humoristisk-sarkastisk undertone, og der er da også trækninger i retning af noget afvæbnende. Som regel er der tale om bittersødme i de mange snakkescener, hvor særligt den fatalt krukket-kunstige mor er en dræber.

Evindeligt hovedtema

Dolans evige hovedtema med den frygtelige mor, som sønnen har et væskende frygteligt forhold til (og som Dolan beskev så meget bedre i J'ai tué ma mère (2009)), er altså igen helt fremme i første række.

Forbløffende...

Fortællestilen i "Juste la fin du monde" nærmest forbløffer fra første scene - i en grad, hvor man slet ikke kan fatte, at Dolan står inde for den. Her er lag-på-lag af melodramatisk-mainstream-sødladen overfortælling i både skuespil (teatralsk, så det bløder) og lyd (Gabriel Yareds allestedsnærværende og grufuldt sakkarinsøde musik). Så reelt druknes det potentielt både rørende og perspektiverende dødstema, næsten før filmen overhovedet er begyndt.