Boy Erased (2018)

Tankevækkende drama fra det virkelige liv: Nærmere en million amerikanere har på et eller andet tidspunkt i deres liv været involveret i et "omvendelseskursus", fordi de har vist atypiske seksuelle tilbøjeligheder. Og det er nøjagtig, hvad teenageren Jared udsættes for.

Homoseksualitet kan kureres!

Hans forældre - og særligt faren - er stærkt troende og kan slet ikke forlige sig med idéen om, at sønnike er homoseksuel. Sådan noget kan man kureres for, og snart er Jared på udvidet kursus sammen med en række andre unge hos den selvbestaltede omvender Victor Sykes.

Forkerte tanker

På kurset lærer de unge, at deres tanker er forkerte - men er de nu også det? Baseret på Garrard Conleys bog og oplevelser stiller filmen det meget væsentlige spørgsmål og besvarer det - næsten - helt fint: "Det er ok at være homoseksuel", og er der nogle, der skal på omvendelseskursus, er det da de forstokkede forældre.

Svært klemt teenager

Lucas Hedges præsterer meget overbevisende i den svært klemte og meget følelsesbetonede hovedrolle. Det er ikke let at navigere mellem ærkeamerikansk outrerede typer, men Hedges lykkes med at balancere elementernes rasen, så der ikke går hverken krukkeri eller blomsterduft i den.

Bibelske dyder

Idéen om at kurere homoseksualitet - i vore dage - er jo helt aparte, men det undrer ikke synderligt, at det finder sted i USA, om nogen steder. Her står Russell Crowes farmand-præstetype som fortaler for de bibelske dyder, fast overbevist om, at sønnike har en chance for at blive tændt i "rigtig" retning.

Elegant underspil

I øvrigt en rigtigt fin Crowe-præstation, hvor newzealænderen i et elegant underspil får kontrolleret de helt store følelser uden at brage igennem lydmuren. Som moren med et ben i hver lejr finder vi en relativt anonym Nicole Kidman, der dog vågner op til dåd, da hun får bagvedliggende sandheder at vide.

Fine vinkler på betændt tema

"Boy Erased" har således rigtigt fine vinkler på et betændt tema og bevarer måsen i vandskorpen, hvor der er fare for følelsesmæssig kapring og kæntring. Her glæder man sig især over, at flere helt centrale scener får lov at stå alene - uden underlægningsmusik. Desværre ikke en tendens, der holder i det generelle (lyd)billede.