BlacKkKlansman (2018)

Spike Lee er altid god for en omgang sprødt farve- og figurpumpet film. Således også med "BlacKkKlansman", den multi-prisvindende racisme-fabel, der vender farver og roller på hovedet, så det - åbenbart - er den rene fryd.

KKK infiltreret

I 1970'ernes USA er Ron Stallworth en af de første sorte politibetjente. Og da han bliver forfremmet til opdager, sætter han sig for at infiltrere Ku Klux Klan, der stadig lever i bedste velgående. Han griber simpelthen knoglen, gør sin stemme "hvid" og smigrer sig ind på klanens ledelse.

I løvens hule

Men når Stallworth skal til at mødes med klanen, går det selvfølgelig ikke an at vise sit sorte ansigt. Derfor lyn-skoler han kollegaen Flip Zimmerman og sender ham ind i løvens hule (vel vidende at der er en ekstra risiko forbundet med, at Zimmerman er jøde.) Snart har Stallworth/Zimmerman snablerne nede i KKK, og med lidt held kan de få skovlen under racisterne.

Ingen overraskelse

Det kommer ikke som nogen overraskelse, at Spike Lee fortæller med store og farvestrålende armbevægelser. Han er som altid meget optaget af formen, og der eksperimenteres lifligt med split screens, stillbilleder og smarte klip. Altså: Masser af visuel gejl, der på lydsiden får meget bombastisk følgeskab af Terence Blanchards total-tilstedeværende underlægningsmusik.

Kvalt i (over)fortælling

Reelt er "BlacKkKlansman" kvalt i (over)fortællingens brandtæppe, næsten før den er kommet rigtigt i gang - men overlever takket være en solid fremdrift i den finurligt skrevne historie og en række fine skuespillerpræstationer. Bedst er Paul Walter Hauser i birollen som den debile KKK'er "Ivanhoe".

Farce-syn

I øvrigt er KKK og dens medlemmer beskrevet med en slags farce-syn på typegalleriet. Om det fra Spike Lees side er for at distancere sig selv lidt fra den tydelige sort-mand-skaber-sorte-film-rolle lader vi stå hen i det uvisse.