Moonrise Kingdom (2012)

Forventeligt farvestrålende, komisk spradebasse-film: Wes Andersons "Moonrise Kingdom" sætter ikke hverken lys eller lyd under en skæppe.

Udpræget absurd
I en historie, der mere end grænser til det udpræget absurde, bliver tålmodigheden testet. Men det er samtidig svært ikke at blive (let) forført af de mange skæve indfald og personligheder.

Hverdagens håbløsheder
12-årige Sam er stukket af fra spejderlejren, og han slår sig sammen med den jævnaldrende Suzy, der også er løbet sur i hverdagens små håbløsheder.

Stor eftersøgning
Det lille lokalsamfund iværksætter omgående en større eftersøgning, og lokalbetjenten kommer på overarbejde, særligt da han erfarer, at Sams plejeforældre ikke vil have ham tilbage, når han engang bliver fundet.

En række tableauer
I dette resumé lyder historien måske umiddelbart sammenhængende. Der er dog mere tale om en række tableauer, der peger i flere retninger, og hvor samlingspunktet er børneoprør i en lovligt distanceret voksenverden.

Herlig musikalitet
Wes Anderson præger sin film med en herlig musikalitet: Benjamin Brittens musik spiller en central rolle, både som en del af handlingen og som baggrund.

100 % musikunderlagt
Men det bliver også for meget: Stort set 100 % af handlingen er musikunderlagt, og dette lagt sammen med den spraglet farvestrålende historie formes en krævende filmoplevelse, der mere sitrer og knitrer end imponerer.

Udmærkede præstationer
Udmærkede præstationer af blandt andre Bruce Willis og Bill Murray, Willis lidt uden for sin sædvanlige comfortzone. Bedst er dog Jared Gilman i hovedrollen som knægten Sam.

En form-manifestation
Det er også i den skæve fremstilling af purung kærlighed, at filmen lykkes bedst på handlingsfronten. Ellers må det jo blankt konstateres, at "Moonrise Kingdom" helt igennem er en film, der manifesterer sig på sin form.