Dog Pound (2010)

Råt for usødet – og langt fra mainstream: "Dog Pound" er en stærk og ægte indføring i tabt ungdom, ultimativ nedtur og tvunget forstillelse: På et ungdomsfængsel forsøger en række meget forskellige drenge og unge mænd at få en form for hverdag til at hænge sammen.

Hævntørst og frustration
Men det er svært, når man færdes blandt ondskab, hævntørst og frustration: Nogle står for tur, og viser man først tegn på svaghed, er man så godt som dødsdømt, i hvert fald mentalt.

Psykologien bag

Filmens helt store force er, at den beskæftiger sig med psykologien bag de hårde drengeansigter. Facaderne lyver, og tårerne står på spring, når ingen andre ser det. Men der er ingen kære mor! Bedst er det, hvis man kan spænde alle muskler i kroppen og opbygge et panser mod det stabile bombardement af smerte.

Fin perspektivering
Instruktør Kim Chaprion lykkes flot med en særlig kombinationsstemning, hvor både hårdhed og sarthed kommer til udtryk, konkret, men mest i mere subtile antydninger. Her er musikken et interessant virkemiddel – anvendt med måde og hermed ikke dikterende bliver musikken mere en kontrast til den psykiske og fysiske vold: Ofte i mere positive toner sættes begivenhederne i et perspektiv, der overrasker.

Ærligt og troværdigt
Uhyre stærkt spil af de unge drenge medvirker til, at "Dog Pound" ryger op i de højere luftlag. Udtrykkene er ærlige og troværdige, så det kan mærkes under huden.