Destroyer (2018)

Drikfældig, hærget kvindelig politibetjent. Usympatisk, hadet af kollegerne. Rod i privatlivet og på personligt hævntogt, der trækker tråde ind i fortiden. Har vi set det før? Der er noget, der dæmrer.

Genreklichéer

Instruktør Karyn Kusama evner ikke at overtrumfe (eller tilføre nyt blod til) genreklichéerne. Og det hjælper ikke filmen nævneværdigt at sætte stjernen Nicole Kidman i den rå og kompromisløse hobedrolle som betjenten Erin Bell. For løbet er kørt: "Destroyer" er gennemskuet, næsten før den er begyndt.

Uskønne forstyrrelser

At handlingen opererer intensivt med før-, nu- og næsten også fremtiden er en anden killer på filmoplevelsen. Ofte springes der mellem niveauerne – så tilskueren skal føle Erins hævntogt forklaret. Virkningen er som regel den modsatte: Forvirring og en uskøn forstyrrelse i en i forvejen ekstremt visuelt og lydmæssigt støjende film.

Aldrig ro på

Der kommer nemlig aldrig ro på. Og det kan man selvfølgelig sige er en del af actiongenren. Men her menes, at "Destroyer" hverken finder sin egen indre mening eller form. I stedet drønes bare derudad med sitren i alle fortællingens tekniske elementer – inklusive underlægningsmusik.

Tåbeligheder

Flere scener bærer desuden præg af tåbeligheder, som fx da Erin som et led i sin (hævn)mission giver en dødsmærket, sengeliggende gut et hand job i sygesengen – eller da en gruppe gutter leger russisk roulette med "kom nu, du vil jo gerne"-agtig latterkrampe.