Old Boys (2018)

    Et kejtet mobbeoffer på en kostskole for unge mænd bliver romantisk mellemmand, da en ung kvinde udefra forelsker sig i skolens flotte alfafyr.


    GLAT ROMANTIK

    Kurmageri kan have mange former, og i "Old Boys" tager den helt nye former og farver i forelskelsen mellem unge Agnes og Winchester. Agnes har spottet den flotte Winchester på dén kostskole for unge mænd, som hendes far skal til at undervise på.

     

    Fysisk kontakt er bandlyst

    Men al kontakt med fruentimmere er selvsagt bandlyst, så Agnes har en plan. Hun vil kommunikere med sin flotte nye ven på alle tænkelige måder, uden nødvendigvis at komme i fysisk forbindelse med ham - sådan til at starte med i hvert fald.

     

    Romantisk analfabet

    Hvad Agnes ikke ved, er at Winchester er analfabet udi romantik og kommunikation. Hun ved heller ikke, at han har allieret sig med kostskolens ultrakejtede mobbeoffer Amberson. Fo han har nemlig, modsat Winchester, styr på dét der med ord og formidling - så måske kan han hjælpe med at samle de romantiske tråde? Eller kører amorinerne i helt andre retninger?

     

    Glatte og konturløse hovedroller

    "Old Boys" er desværre ikke præget af nogen udtalt opfindsomhed, og filmaffæren bliver endnu mere uinteressant af, at dens hovedrolleindehavere er så glatte og konturløse, som det er tilfældet. Der er ikke nogen form for elegance, romantik eller karisma over hverken Jonah Hauer-King (som Winchester) og Pauline Etienne (som Agnes).

     

    Preller af på overfladen

    Ergo preller det centrale tema af på overfladen, og dét er problematisk. Lidt mere skævhed og finurlighed får vi fra den evige prügelknabe-sære roller-belemrede Alex Lawther (der var blændende i Departure (2015)). Men igen er rollen som mellemmanden Amberson skrevet uden ret meget begavelse.

     

    Lidt ild i herlighederne

    I glimt bliver der sat lidt ild til herlighederne, så "Old Boys" ender med at blive en tålelig romcom, der nok må være tænkt som en film for unge, men som ikke skilter med det.



    Anmeldt i 2020 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    2018, Storbritannien, Sverige, Komedie, Romantik, Teenagere, 96 min.

    Dansk titel: Old Boys
    Instr: Toby MacDonald Prod: Luke Morris Manus: Luke Ponte, Freddy Syborn Foto: Nanu Segal Klip: Sam Sneade; Mark Trend Mus: Andrew Hewitt