The Raven (1963)

Roger Corman havde en "ting" med Edgar Allan Poes forfatterskab. Faktisk så stor en ting, at det blev til hele 10 filmatiseringer op igennem 1960'erne, startende med House of Usher (1960). "The Raven" er den femte i rækken, og denne gang var udfordringen især at få en film ud af det digt, manuskriptet er baseret på.

Udpræget kreativt

Filmatiseringen er udpræget kreativ og imponerende flamboyant fra ende til anden. Fyldt til randen med visuelle (fotografiske) effekter i en knitrende sprød trylleri-scenografi, men desværre tilsvarende (kvælende) musikunderlagt.

Pensioneret enke-magiker

Vincent Price spiller Poe-filmatiseringsvanen tro hovedrollen, denne gang som den pensionerede enke-magiker Dr. Erasmus Craven. Han bliver opsøgt af en ravn, der kan tale (!) - i øvrigt filmens mest gyldne øjeblikke, der afslutter det bedste kvarter i filmen: Det første.

Fare for sammenstyrtning

Måske kan ravnen overtale dr. Craven til at gøre sig til menneske igen? Senere kommer Craven i åben trylle-magi-kamp med den rivaliserende Dr. Scarabus (en veloplagt Boris Karloff). Spørgmålet er om d'herrer med magiske evner kan besinde sig, før alt omkring dem er lagt i ruiner.

Festsprudlende fortællestil

Det er svært ikke at lade sig rive med af Cormans festsprudlende fortællestil, der udnytter og mikser klassiske fortællergreb fra komedien og gyseren. Der er knald på alle kedler, og skuespillerne trives tydeligvis som fisk i vandet. Mest oprigtigt lyn i øjnene har Vincent Price.

Et menneske med næb

Mere hysterisk er Peter Lorre som Dr. Adolphus Bedlo (ravnen, der nu pludselig er mand - klædt i ravnesort). Han hakker konstant på sønnen Rexford (Jack Nicholson i en af de tidlige lidt vægtigere roller), så man skulle tro, han også som menneske er udstyret med et næb.

Musikken som diktator

Som nævnt så alt rigeligt musikunderkastet: Musikken får lov til at fortælle mindst halvdelen af historien, uden at man skeler til det overvældende i dét valg. Således er samtlige stemninger og nærmest også bevægelser ledsaget eller decideret ført af Les Baxters svulstige toner.