Tschick (2016)

I Fatih Arkins "Tschick" - baseret på Wolfgang Herrndorfs ungdomsvenlige roman - turer to teenagedrenge gennem tyske landskaber i en stjålet Lada Niva. Med lidt held bliver de klogere på både hinanden (de er meget forskellige) og dét voksenliv, der banker på lige rundt om næste hjørne.

Grænseoverskridende facon

Den kejtede Maik er ellers ikke en, som de smarte klassekammerater gider at hænge ud med, hvilket selvsagt går ham på. Men det ændrer sig ,da den på alle måder aparte Tschick entrer klassen. Han overgår alle med sin grænseoverskridende facon, og det er da også ham, der bringer Maik i uføre ved at stjæle Lada'en.

Meget på hjerte

Filmen har meget på hjerte, men ringe styr på pulsen. Meget hurtigt fornemmer man, hvor den friskfyragtige fortællestil vil hen: Ad trendy veje, der søger målgruppeunderholdningens sikkerhed mere end noget andet. Det giver sig til udtryk ikke mindst i en kæk klipning, Maiks fortællerstemme og - allermest intimiderende og tilsvarende kvælende - den evindelige smart-pumpende underlægningsmusik.

En vis ægthed

Der opstår oaser af en vis ægthed, når drengene stiger ud ad Lada'en og for en stund trækker stilheden og eftertænksomheden ind gennem næsen. Her møder Maik også sin første seksuelle udfordring, da en barbrystet skønhed, de har mødt på deres vej, lægger hånden på hans lår på en badebro. Wauw-effekten i den skævt-ekstreme dreng Tschick udebliver, netop fordi han fremstår alt for karikeret filmen igennem.