Korparna (2017)
En sammenbidt landmand med et mørkt sind kan ikke overkomme, at hans teenagesøn ikke viser interesse for at overtage driften af gården.
LANDLIG NEDTUR
Ekstraordinært mørkt drama, der på mange måder genopliver en velkendt nedtrykt åre i svensk (nordisk) film. Jens Assurs spillefilmsdebut baserer sig på succesromanen af Tomas Bannerhed og er en visuelt flot og meget stemningsfuld indføring i håbløshedens jerngreb.
Af den gamle skole
Landmanden Agne er af den gamle skole. Han nægter at indordne sig under den moderne udvikling i 1970'erne. Alt skal helst klares med håndkraft. Agne er svær at lokke et smil af. Det er længe siden, gnisten blev slukket i hans øjne. Og han er ved at knække fuldstændig sammen psykisk ved udsigten til, at teenagesønnen Klas ikke viser interesse for at overtage driften af gården.
Overbevisende portræt
"Korparna" (Ravnene) lykkes overbevisende i sit portræt af Agnes mentale labilitet - og det tryk, han forsøger at lægge på den følsomme og modtagelige Klas. Her er nerverne smittende ækle, og stemningerne svære at ryste af sig. Alt sammen indrammet til perfektion i Jonas Alariks fænomenalt flotte fotografering.
Fortættet indendørs-helvede
Billederne veksler mellem det fortættede indendørs-helvede, hvor Agnes sorte humør lægger en dæmper på alt positivt, og virtuost komponerede naturbilleder fra gårdens jorder. Ofte i faste indstillinger, der nærmest nagler stemningerne fast ind i evigheden.
Stemnings-dikterende musik
Heldigvis træder Peter von Poehls Guldbagge-vindende underlægningsmusik oftest helt ud af billedet, men når den viser sit (minimalistiske) ansigt er den for dikterende og kvælende udi stemninger.
Uhyggeligt stærk
Reine Brynolfsson er uhyggeligt stærkt i den dominerende rolle som Agne, ligesom debuterende Jacob Nordström er fænomenal som teenagesønnen Klas, der må så uendeligt mange kvaler igennem som følge af farens tyranni i en psyke, der er løbet helt løbsk.
Anmeldt i 2020 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2024
Fakta om filmen
2017, Sverige, Psykologisk drama, Drama, Teenagere, 107 min.
Dansk titel: Ravens- Reine Brynolfsson (Agne)
- Maria Heiskanen (Gärd)
- Jacob Nordström (Klas)
- Peter Dalle (Krister)
- Jens Jørn Spottag (Carsten)
- Annika Hallin (Veronikas mor)
- Donald Högberg (Lärare)
- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation
- GULDB - Bedste musik
- GULDB-N - Bedste film
- GULDB-N - Bedste visuelle effekter
- GULDB-N - Bedste birolleskuespillerinde (Heiskanen)
- GULDB-N - Bedste lyd
- GULDB-N - Bedste skuespiller (Brynolfsson)
- GULDB-N - Bedste fotografering