Gone Girl (2014)
Da en mand anmelder sin kone som forsvundet, vender medierne snart alle mistanker mod ham. Har han slået hende ihjel?
FRIT FALD - ELLER HVAD?
Succesinstruktør David Fincher er som regel god for en debatskabende (stor)film, og "Gone Girl" er bestemt ingen undtagelse. Med alle sejl sat ind på at skabe en alt andet end lineær og let forklarlig filmaffære, kaster denne to en halv time lange hvem-har-skylden-saga sine tilskuere rundt i manegen.
Livet på komedie
Ben Afflecks Nick Dunne får sit velfungerende liv sat noget så eftertrykkeligt på komedie, da han en dag finder sin kone forsvundet fra hjemmet. Han melder det straks til politiet, der tager sagen meget alvorligt.
Under mistanke
Men snart bliver det klart, at Nick selv er under mistanke - både af politiet og af de fremadstormende medier, der ikke giver den sagesløse mand et ledigt øjeblik. Er Nick i virkeligheden en rigtig dygtig løgner, og har han slået konen ihjel?
Betændt affære
Affæren bliver ikke mindre betændt af, at efterforskningsarbejdet snart afslører mystiske og gustne clues, angivelig efterladt af den forsvundne kone selv. Hvordan skal disse meddelelser og breve tolkes, og kan man overhovedet regne med sandt og falsk længere? Svaret blafrer i vinden.
Tour de force
"Gone Girl" er en teknisk flot tour de force udi thriller-drama med en både kriminal- og mystificerende dødvægt af en anden verden. Fortællestilens spring i tid og udgangspunkt (først får vi Nicks version, så konen Amys) fungerer næsten passabelt, men det er godt nok en historie, der kræver opmærksomhed - og en meget pæn portion tålmodighed.
Bider sig selv i halen
Ret hurtigt begynder mystikken at bide sig selv i halen, og filmen forsvinder i nogen grad op i egne hvirvelvinde af lettere fortænkt patos. Det er svært at holde kontakten til begivenhederne, selvom springene i tid og "dimensioner" er pædagogisk slået op med forklarende tekster.
Hypnotiserende intensitet
Alligevel udstråler "Gone Girl" en temmelig hypnotiserende intensitet, der gør at filmoplevelsen ikke er lige til at skylle ud med badevandet. Her hjælper det også, at skuespillet er rigtig pænt, særligt fra den hårdt trængte Ben Affleck.
Anmeldt i 2020 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2024
Fakta om filmen
2014, USA, Drama, Mystik, Thriller, Krimi, 149 min.
Dansk titel: Kvinden der forsvandt- Ben Affleck (Nick Dunne)
- Rosamund Pike (Amy Dunne)
- Neil Patrick Harris (Desi Collings)
- Carrie Coon (Margo Dunne)
- Kim Dickens (Det. Rhonda Boney)
- Patrick Fugit (Off. James Gilpin)
- David Clennon (Rand Elliott)
- Missi Pyle (Ellen Abbott)
- Boyd Holbrook (Jeff)
- Sela Ward (Sharon Schieber)
- Scoot McNairy (Tommy O'Hara)
- Nancy DeMars (Flight Attendant)
- Lisa Banes (Marybeth Elliott)
- Bill Blair (Reporter)
- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation
- AAN - Bedste birolleskuespillerinde (Pike)
- GG-N - Bedste manuskript
- GG-N - Bedste musik
- GG-N - Bedste birolleskuespillerinde (Pike)
- GG-N - Bedste instruktør