King Rat (1965)

Med sine nærgående, varierede og kompromisløse optikker indfanger filmfotograf Burnett Guffey til perfektion dén særlige evigt summende stemning, der hersker gennem hele "Rat King". Burnett blev indstillet til en Oscar, side om side med filmens scenograf.

Æstetikken i højsædet

"Rat King" er i meget høj grad en visuel film, der ikke viger tilbage for æstetikken som absolut virkemiddel. Men det er ikke på bekostning af noget andet - vi får både den gode og identificerbare historie og blændende skuespil i en enkel, rolig og smuk afvikling.

Ingen flugtmuligheder

Under 2. verdenskrig bliver en lang række britiske og amerikanske krigsfanger deponeret af japanerne i lejren Shangi i Singapore. Her er hverken pigtråd eller høje mure - for der er ikke noget sted at flygte hen.

Ustoppelig fugtig varme

I lejrens ustoppelige fugtige varme sveder såvel fanger som vagter og overordnede tran. Alt tøj bliver gennemblødt, og nedkøling er ikke en mulighed. Midt i mængden af soldater i lasede pjalter skiller den amerikanske korporal King sig ud.

Udspekuleret King

Han er klædt i sin uniform og tager sig i det hele tager pænere ud end de fleste andre. Han lever op til sit navn - det er nemlig lykkedes ham at føre et ganske udmærket liv i lejren, bl.a. ved at spekulere på kryds og tværs af de små muligheder, der viser sig.

Antikrigsepos

Der er ingen regulær krig i "Rat King" - snarere er der tale om et antikrigsepos. Fokus er på den endeløse strøm af klamsvedte dage, meget langt hjemmefra - og på de små lyspunkter, som Kings idéer afføder. De smitter nemlig også af på flere af vennerne i lejren.

Beundringsværdigt roligt

Filmen afviger aldrig fra sin beundringsværdige rolige fortællestil. Det fastholder både nerven i historien og det elegante i æstetikken. Tilbage på nethinden står ikke mindst de gennemblødt svedte mænd og deres hverdagsudfordringer i lejren - foreviget i den uforglemmeligt flotte sort/hvide fotografering.

Åleglat og udspekuleret

George Segal er mindeværdig som den åleglatte og udspekulerede korporal King, ligesom James Fox brænder igennem som den britiske Marlowe, der efterhånden bliver venner med amerikaneren (tror han). Med tilpas tilbagetrukket og ikke over-anvendt musik af John Barry.