Soylent Green (1973)

Som filmens danske titel lidt kejtet indrammer, er der her fokus på "fremtidens rædsler", nærmere bestemt året 2022, hvor verden er af lave - dystopisk, måske endda postapokalyptisk, grå, farveløs og overophedet.

En ubærlig sandhed

I denne hverdag skal Charlton Hestons politiopdager Thorn forsøge at navigere sig frem til sandheden bag mordet på en rigmand. Det bringer ham tæt på mange af de (rå)varer, der ellers er så vanskelige at få fat i - og i retning af en sandhed, der næsten ikke er til at bære.

Ikke futuristisk troværdigt

"Soylent Green" tager favntag med en i 1973 "fjern" fremtid, 2022. Men man kan ikke påstå, at den gør sig ret meget umage med at forme et futuristisk troværdigt univers. Også selvom fokus langt fra er på den teknologiske udvikling, men mere på stemningerne og skrækscenarierne.

Tør i detaljen

I detaljerne er filmen for tør og interesserer sig ikke rigtig for at indramme det herrens år 2022 i andet end 1973-æstetik. Man får aldrig fornemmelsen af at befinde sig blot et minut senere end den tid, filmen er optaget i, og det er for kedeligt.

Mindeværdigt sanselige

Charlton Hestons velkendt firskårne maskulinitet er heller ikke det mest fabelagtige valg til hovedrollen, selvom hans scener med Edward G. Robinson tangerer noget rørende. Deres - i øvrigt improviserede - møder med den mad, de så længe har savnet, er mindeværdigt sanselige.

Mere goddaw i tempoet

Hen imod det filosofisk perspektiverende klimaks kommer der lidt mere goddaw på tempoet. Ellers har filmen været meget langsom og egentlig lidt kedelig, sit sprøde og mærkelige emne til trods. Særligt stort plus markeres ud for det faktum, at "Soylent Green" er stort ser fritaget for underlægningsmusik.