Gloria (1999)

Her er en amerikansk film, der virkelig med rette blev nomineret til 5 "The Stinkers Bad Movie Awards", herunder dårligste genindspilning (baseret på John Cassavetes' film), dårligste skuespillerinde (Sharon Stone), dårligste barneskuespiller (Figueroa) og dårligste falske accent.

"Mindre vellykket"

Det mere end undrer, hvorfor den ellers fænomenale instruktør Sidney Lumet har følt trang til at kaste sig over dette projekt - og at han efterfølgende i diverse interviews og bøger ikke engang har nævnt "Gloria" som en af sine mindre vellykkede film.

Mafiasag med børne-løsgænger

Sharon Stones (naturligvis letpåklædte og strutbabsede) Gloria er netop løsladt fra fængslet, da hun ufrivilligt bliver midpunkt i en mafiasag med en 7-årig dreng som løsgænger. Nu er Gloria mere eller mindre nødt til at tage sig af knægten - hans familie er nemlig blevet pløkket af bagmænd, og drengen bærer på en meget central floppy disk.

Ingen formildende omstændigheder

Der er ingen formildende omstændigheder ved "Gloria", der som en flodhest i et spil dam både fejer alle brikker til side og maser pladen med sin gumpetungt uinspirerede tilgang til kriminalmaterialet. Det er uhyre atypisk for Lumet, og manglen på besøgelsestid skinner igennem helt ned til den mindste birolle. Værst er dog Sharon Stone, der falder helt igennem, men også barneskuespilleren Jean-Luke Figoeroa er fæl.

Sakkarin og teflon

Med mere end rigelig sovset underlægningsmusik tilføres yderligere et lag sakkarin og teflon - tilbage står de trods alt pæne billeder af Lumets elskede New York meget alene.