Wonder (2017)
En dreng med et anderledes ansigt starter i folkeskolen og må gennemleve op- og nedture med mobning og mulige venskaber.
SØDLADNE KRUMSPRING
Klassisk sødladen Hollywood-tilgang til "den anderledes dreng": Da drengen August, kaldet Auggie, for første gang skal prøve kræfter med en helt almindelig folkeskole i 5. klasse, er det med bævrende underlæbe - også hos hans forældre og storesøster.
Født skamferet
Auggie blev nemlig født med et "skamferet" ansigt og har gennemgået en række kosmetiske operationer for at komme til at se nogenlunde normal ud. Men drengen er bare stadigvæk anderledes, og dét kommer han til at høre for! For der vil altid være mobbere, selv i den bedste folkeskole.
En helt almindelig knægt
Men måske Auggie alligevel kan bevise, at han bag den lidt anderledes hud faktisk er en helt almindelig knægt. Ad omveje og med bump på vejen finder han i hvert fald venskabet med klassekammeraten Jack.
Rosenrødt amerikansk
"Wonder" blev Oscar-nomineret for bedste makeup, og det er da også en nogenlunde troværdig maske, man har fået trukket ned over Jacob Tremblay. Men nu er det ikke kun effekterne, filmen gerne vil overbevise med. Først og fremmest er det mirakel-stemningen og den evigt rosenrøde amerikanske tilgang til etik og moral, der er i fokus.
Hverdagens små og store wonders
Dét mærker man fra første scene, og der afviges ikke fra formlen på noget tidspunkt. Ergo bliver vi vidner til endnu en pyssenysset omgang americana, der cirkler om hverdagens små og store wonders - og til dette formål passer i hvert fald Julia Roberts som fod i hose i rollen som Auggies I Love You-mor.
Små glimt i øjet
Mest glimt i øjet finder man i samspillet mellem drengene, der snart bliver venner. Her er der faktisk ægt- og oprigtighed, når Jacob Tremblay og Noah Jupe får det til at svinge på trods af hån og had fra de "normale" klassekammerater, der ikke har set lyset og normaliteten i Auggies øjne.
Til den parfumerede side
Afgjort en filmoplevelse til den parfumerede side, men dog med små fine og nærved rørende scener. Helt som forventet underkastet alt for meget underlægningsmusik, komplet med hele 21 pop/beat-sange, der konstant dikterer eller foregriber en stemning.
Anmeldt i 2019 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2024
Fakta om filmen
2017, USA, Drama, Børn på film, Teenagere, 113 min.
Dansk titel: Wonder- Jacob Tremblay (Auggie)
- Owen Wilson (Nate)
- Julia Roberts (Isabel)
- Izabela Vidovic (Via)
- Mandy Patinkin (Mr. Tushman)
- Noah Jupe (Jack Will)
- Bryce Gheisar (Julian)
- Sonia Braga (Grans)
- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation
- AAN - Bedste makeup