Brawl in Cell Block 99 (2017)
En sammenbidt mand havner i fængsel, hvor han hurtigt må træffe nogle meget store valg, hvis han vil bevare kone og kommende barn.
RÅT FOR USØDET
Lad dig ikke afskrække af den lidt kække titel, "Brawl in Cell Block 99" - denne film er alt andet end kæk, snarere er den et mesterligt blik på vold(sæstetik), der i dén grad giver Quentin Tarantino baghjul.
Gisp efter vejret
Bone Tomahawk (2015)-instruktør S. Craig Zahler leverer action-, krimi- og fængselsfilmspænding på et niveau, der får dig til at gispe efter vejret. Mødet med "Brawl" er stærkt og uafrysteligt, og det er langt fra kun på grund af den energiske, sprøde og genialt gennemtænkte spændingskurve, som historien stiller op.
Rammerne sprænges
Filmen er så velovervejet formidlet, at gruen og vanviddet forstærkes til et niveau, hvor rammerne sprænges - og det er vel at mærke netop fordi, æstetikken og virkemidlerne er underspillede, mens handlingens spændinger får lov at tale for sig selv.
Intensitet og autenticitet
Det kommer tydeligst til udtryk i, at filmen er stort set fritaget for underlægningsmusik - et genialt (fra)valg. Læg mærke til, hvad det betyder for intensiteten og ikke mindst autenticiteten i den betændte og eskalerende handling.
Klaustrofobi vokser ind i handlingen
Mødet med de umenneskelige forhold, som vores hovedperson Bradley Thomas bliver udsat for i fængselsvæsnet, fremstår således i sin reneste form. Det giver plads til, at murene og deres klaustrofobi vokser ind i handlingen - med troværdighedsforstærkende virkning.
En umenneskelig ordre
Vince Vaughn er aldrig set bedre, og i rollen som Bradley må han så grueligt meget igennem. Hvis ikke han retter ind efter grumme bagmænds ordrer, kan det meget vel ende med, at kæresten og deres ufødte barn derhjemme bliver eliminerede.
Grafisk vold med mening
Så for at kunne udføre en særlig ordre må Bradley gøre sig helt ekstraordinært upopulær blandt fængselspersonalet - og det er her, den grafiske vold begynder at melde sig på banen. Herfra er der ingen vej tilbage, men volden og dens (frastødende) æstetik føles "nødvendig" - hvad der bestemt ikke altid er tilfældet hos "konkurrenten" Tarantino.
Forbløffende og fascinerende
"Brawl in Cell Block 99" er bestemt ikke en film for enhver smag eller nervetærskel. Men æder man præmissen, vil filmoplevelsen blive hængende meget længe efter den forbløffende, fascinerende og ekstreme slutning.
Elegant æstetik
Med sin meget flotte æstetik, hvor elegant filtrerede udendørs- og fængselsoptagelser suppleres med krybende klaustrofobisk ulækkerhed fra umenneskelig fængselsisolation, forbliver filmen også på billedsiden meget længe på nethinden. En filmoplevelse helt ud over det sædvanlige, overraskende genial fra ende til anden.
Anmeldt i 2019 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2024
Fakta om filmen
2017, USA, Action, Krimi, Drama, Fængselsfilm, 132 min.
Dansk titel: Brawl in Cell Block 99- Vince Vaughn (Bradley Thomas)
- Don Johnson (Warden Tuggs)
- Jennifer Carpenter (Lauren Thomas)
- Udo Kier (Placid Man)
- Tom Guiry (Wilson)
- Fred Melamed (Mr. Irving)
- Willie C. Carpenter (Lefty)
- Marc Blucas (Gil)
- Larry Mitchell (Nathan)
- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation