Amour fou (2014)

En ganske særlig filmoplevelse – og samtidig ikke en for enhver smag: "Amour fou" rummer en charmerende historie med glimt i øjet, og fortællestilen er stram og diminutiv. Hvilket er et klart plus for den tålmodige og kræsne tilskuer: Hver indstilling er et maleri i sig selv, ofte filmet stationært og i det hele taget uden de store armbevægelser.

Skæv historie
Instruktør Jessica Hausner tilgår gudskelov ikke sit 1800-tals-setup med hverken stivhed eller æstetisk distance. Indpakningen er flot og forførende, men det er i den fine og sympatisk skæve historie, at filmen er allerstærkest.

Sværmer med døden
Den unge digter Heinrich sværmer med tanken om at gå i døden med en kvinde, men hans kusine er ikke interesseret. Ved et tilfælde møder han den unge Henriette, der snart får at vide af lægerne, at hun er uhelbredeligt syg. Så måske kan hun overtales?

Underfundig humor
Bag dramatikken findes en underfundig humor, der dog aldrig bliver for fremtrædende. Den er til stede: Dødslysten er alt andet lige en bittersød og æterisk henførelse. Og lydsiden er et af filmens stærke kort. Ingen musik, andet end dén i handlingen, der i øvrigt spiller en herlig rolle i historien. Selv slutteksterne er fritaget for musik – ganske enkelt befriende velvalgt.

Romantisk indramning
Der er mange fine dialoger, naturligt og følt serveret af velinstruerede skuespillere, der alle evner at leve sig ind i det romantisk indrammede 1800-tals-billede.