Paterson (2016)

    En buschauffør med en poetisk åre tuller rundt med livets store og små spørgsmål i en rutinepræget hverdag.


    FIN STILSTAND

    Selv-(over)bevidst Jim Jarmusch-drama med instruktørens sædvanlige skæve indfald og betragtninger. Denne gang helt nede på jorden og lidt under hvilepuls, som vi følger buschaufføren Paterson, der arbejder i byen af samme navn.

     

    Hverdagens små rutiner

    Ud over at finde glæde i hverdagens små rutiner, er Paterson også en ivrig lommedigter. Dagligt noterer han sine betragtninger på livets facetter - det kan være alt fra en pakke tændstikker til kærligheden til sin kreative kæreste, Laura (der drømmer om at blive rig på at bage cup cakes.)

     

    Verden vendes

    Hunden Marvin bliver luftet hver aften, og Paterson tager en pause på den lokale bar. Her vendes verden over en øl med bartenderen Doc, inden aftenen og sengen kalder, og en ny dag står på spring. Således er "Paterson" inddelt i kapitler efter ugedagene, og alle starter de med et fugleperspektiv af Paterson og Laura i ske i sengen.

     

    Forceret langsomt

    Jarmuschs film er tro mod sin stil og som sådan betagende. Der er sandt for dyden ikke mange begivenheder, og tempoet er virkelig forceret langsomt. Det bliver også for forceret - og en kende villet - hvilket er filmoplevelsens akilleshæl. Mest trættende er den reelt lommefilosofiske dyrkelse af poesien i Patersons hverdag.

     

    Stille hverdagshelt

    Adam Driver får det maksimale ud af den stille hovedrollefigur i et symapatisk og troværdigt portræt af den stille hverdagshelt. Humoren afvæbner mange tendenser i retning af det forstillede, men helt kan den ikke kvæle dem. Underlægningsmusikken holder dejlige pauser, men er generelt alt for anstrengende.



    Anmeldt i 2019 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    2016, USA, Frankrig, Tyskland, Drama, Romantik, 118 min.

    Dansk titel: Paterson
    Instr: Jim Jarmusch Prod: Joshua Astrachan, Carter Logan Manus: Jim Jarmusch Foto: Frederick Elmes Klip: Affonso Gonçalves Mus: Jim Jarmusch; Carter Logan; Sqürl
    Medvirkende
    • Et angiver en særlig god præstation
    • Et angiver en særlig dårlig præstation
    Priser
    • BD-N - Bedste amerikanske film
    • CAN - Palm Dog
    • CAN-N - Palme d'Or-nominering