Paterson (2016)

Selv-(over)bevidst Jim Jarmusch-drama med instruktørens sædvanlige skæve indfald og betragtninger. Denne gang helt nede på jorden og lidt under hvilepuls, som vi følger buschaufføren Paterson, der arbejder i byen af samme navn.

Hverdagens små rutiner

Ud over at finde glæde i hverdagens små rutiner, er Paterson også en ivrig lommedigter. Dagligt noterer han sine betragtninger på livets facetter - det kan være alt fra en pakke tændstikker til kærligheden til sin kreative kæreste, Laura (der drømmer om at blive rig på at bage cup cakes.)

Verden vendes

Hunden Marvin bliver luftet hver aften, og Paterson tager en pause på den lokale bar. Her vendes verden over en øl med bartenderen Doc, inden aftenen og sengen kalder, og en ny dag står på spring. Således er "Paterson" inddelt i kapitler efter ugedagene, og alle starter de med et fugleperspektiv af Paterson og Laura i ske i sengen.

Forceret langsomt

Jarmuschs film er tro mod sin stil og som sådan betagende. Der er sandt for dyden ikke mange begivenheder, og tempoet er virkelig forceret langsomt. Det bliver også for forceret - og en kende villet - hvilket er filmoplevelsens akilleshæl. Mest trættende er den reelt lommefilosofiske dyrkelse af poesien i Patersons hverdag.

Stille hverdagshelt

Adam Driver får det maksimale ud af den stille hovedrollefigur i et symapatisk og troværdigt portræt af den stille hverdagshelt. Humoren afvæbner mange tendenser i retning af det forstillede, men helt kan den ikke kvæle dem. Underlægningsmusikken holder dejlige pauser, men er generelt alt for anstrengende.