Bad Day for the Cut (2017)

    En midaldrende, nordirsk bondemand bliver pludselig centrum i en drabelig sag, som han slet ikke ved bunder i noget personligt.


    OVERDREVNE HÆSBLÆS

    Det begynder ellers jævnt lovende for denne nordirske thriller-krimi, når den skal sætte sine twist and turns i søen. Den midaldrende bondemand Donal kører i meget lavt gear på gården, hvor han stadig bor alene med sin gamle mor.

     

    Ud af den blå luft

    Men da hans mor pludselig bliver myrdet ud af den blå luft, er Donal nødt til at tage akut affære. Og det er både med jagtgevær og andre forhåndenværende tunge genstande. For snart er han den jagede - i lang tid uden at fatte hvorfor.

     

    Har potentialet

    "Bad Day for the Cut" har altså potentialet til at overraske, men filmen udvikler sig temmelig hurtigt i retning af det overdrevne hæsblæs, hvor besøgelsestiden ikke kendes, og hvor klichéerne snart står på nakken af hinanden - særligt i typegalleriet.

     

    Iskold bitch

    Her er både den iskolde bitch (Susan Lynch), der på overfladen er en helt almindelig, idyllisk mor, og en velklædt håndlanger (Stuart Graham), der er underlagt bitchens luner (hun har skoene på og går ikke af vejen for overkill med et strygejern af bar frustration over, at tingene ikke gåt hendes vej.)

     

    Savner både ro og originalitet

    Man savner både ro på og originalitet i en film, der mere og mere ligner al mulig anden standard. Nigel O'Neill er filmens bedste i rollen som den sagesløse Donal, der akut er nødt til at springe ud som selvforsvarsmorder. Ind imellem fine, nordirske locations. Med pænt meget (og temmelig uinteressant) underlægningsmusik.



    Anmeldt i 2019 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    2017, Storbritannien, Thriller, Krimi, Drama, 99 min.

    Dansk titel: Bad Day for the Cut
    Instr: Chris Baugh Prod: Katy Jackson, Brendan Mullin Manus: Chris Baugh, Brendan Mullin Foto: Ryan Kernaghan Klip: Brian Philip Davis Mus: James Everett