Nói albínói (2003)
En utilpasset ung mand i en afsides beliggende islandsk landsby kæmper en hård kamp for at finde fodfæste.
SKÆV DEBUT
Islandske Dagur Karis spillefilmsdebut er dette skæve, sært ironiske drama om en ung mands komplicerede tilværelse langt ude i ødemarken. Det er en yderst svær kunst at balancere på grænsen mellem drabelig alvor og satirisk samfundskritik. Det kræver sin instruktør, og Kari gør et hæderligt forsøg.
Tåget ingenmandsland
Men "Noí Albinoi" forbliver et eksperiment snarere end en stærk fortælling, og i et tåget ingenmandsland mellem kunstfilm og mainstream drukner meget af filmen i sine egne uforløste ambitioner.
Drømme om bedre fremtid
Noí er filmens unge og skaldede hovedperson. Han passer ikke sin skole, har ingen venner. Hans far drikker, hans farmor strikker. Ellers sker der ikke så meget i landsbyen. Noí har som de fleste andre unge drømme om en bedre fremtid, og han øjner muligheder, da en ung kvindelig afløser på benzinstationen vækker hans interesse.
Skinger stil
I en skinger visuel stil, der pakker begivenhederne og hovedpersonerne i et overbelyst albino-univers, forbliver meget af den grumme islandske natur silhuetter; majestætiske omrids, hvor kernen ikke udnyttes.
Omrids af sære personer
Det er i virkeligheden hele filmens mission: den tegner et omrids af en række sart sære personer og deres ensomme tilværelser mellem de høje fjelde. Men indenfor dette rids bevæger filmen sig kun ganske pletvis ind i en reel udvikling. Samtidig er der for meget substans, og personerne har for stærke karaktertræk, til at man føler sig hensat til en kunstfilm.
Finurlige ideer
I det hårdt optrukne rids af skæbner fascineres man dog af Karis finurlige ideer, både i historiens udvikling, men mest i den blegt farverige iscenesættelse, hvis humoristiske og ærlige portræt af udkants-Island er usædvanlig filmføde.
Anmeldt i 2010 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2024
Fakta om filmen
2003, Island, Drama, Teenagere, Bjerge på film, 93 min.
Dansk titel: Nói albinói- Tómas Lemarquis (Nói)
- Þröstur Leó Gunnarsson (Kiddi Beikon)
- Elín Hansdóttir (Íris)
- Anna Friðriksdóttir (Lína)
- Hjalti Rögnvaldsson (Óskar)
- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation
- BUSTER - Special Mention