Nói albinói (2003)

Islandske Dagur Káris spillefilmsdebut er dette skæve, sært ironiske drama om en ung mands komplicerede tilværelse langt ude i ødemarken. Det er en yderst svær kunst at balancere på grænsen mellem drabelig alvor og satirisk samfundskritik. Det kræver sin instruktør, og Kári gør hér et hæderligt forsøg.

Tåget ingenmandsland
Men "Noí albinói" forbliver et eksperiment snarere end en gennemstærk fortælling, og i et tåget ingenmandsland mellem kunstfilm og mainstream drukner meget af filmen i egne uforløste ambitioner.
 

Far drikker, farmor strikker

Noí (Tómas Lemarquis) er filmens unge (og skaldede) hovedperson. Han passer ikke sin skole, har ingen venner. Hans far drikker, hans farmor strikker.

Drømme om en bedre fremtid

Ellers sker der ikke så meget i landsbyen. Noí har som de fleste andre unge drømme om en bedre fremtid, og han øjner muligheden, da en ung kvindelig afløser på den lokale tankstation vækker hans interesse.

Skinger stil
I en skinger visuel stil, der pakker begivenhederne og hovedpersonerne i et overbelyst "albinounivers", forbliver meget af den grumme islandske natur silhuetter – majestætiske omrids, hvor kernen ikke udnyttes.

Omrids af sære personer
Det er i virkeligheden hele filmens mission: Den tegner omrids af en række sart sære personer og deres ensomme tilværelser mellem de høje islandske bjerge.

Pletvis en reel udvikling

Men indenfor dette rids bevæger filmen sig kun ganske pletvis ind i en reel udvikling. Samtidig er der ganske enkelt for meget substans, og personerne har for stærke karaktertræk, til at "Nói albinói" reelt kan kaldes en kunstfilm.

Finurlige ideer
I det hårdt optrukne rids af skæbner fascinerer dog Káris finurlige ideer, både i historiens udvikling, men mest af alt i den blegt farverige iscenesættelse, hvis humoristiske og ærlige portræt af udkants-Island er usædvanlig filmføde.