Vinterbrødre (2017)

Trænger man til et reelt film-afbræk fra alt, der er bare den mindste smule forudsigeligt, så er halvanden time i selskab med islandske Hlynur Palmasons danske debutfilm et godt sted at lægge sine kræfter. "Vinterbrødre" er tæt på at være et decideret syretrip, men grundstammen i filmen er - trods faretruende overgearet fortællelyst - funderet i talent.

Mænd af den rette støbning

De to vidt forskellige brødre Emil og Johan arbejder begge i et kalkbrud i Danmark (filmen er optaget i Faxe kalkbrud), så hårdt og beskidt fysisk arbejde er hverdag - meget at tiden tilmed i mørke. Denne form for arbejde kræver mænd af den rette støbning, og det skal snart vise sig, at den yngste af brødrene, Elliott Crosset Hoves Emil, ikke har det i sig.

Undgår arbejde

Han bruger det meste af sin arbejdstid på at undgå arbejde - i hvert fald er hans primære beskæftigelse at fremstille og sælge hjemmebrændt alkohol, hvis man da kan kalde det det. Den flydende substans, der kommer ud af hans bryggekunst, er bestemt ikke ufarlig, og den er tilmed iblandet kemikalier.

Klamfugtigt

Denne sidebeskæftigelse holder Emil for sig selv (og sine drikkelystne kolleger), men snart bliver han alligevel afsløret og kaldt ind til chefen. I filmens bedste scene ydmyger en tordnende veloplagt Lars Mikkelsen den unge hjemmebrænder, så det driver ned ad de i forvejen klamfugtige kalkfabriksvægge.

Kreativt formeksperiment

"Vinterbrødre" rummer faktisk ikke meget mere handling end den allerede opridsede. For Palmasons film er mere end noget andet et kreativt formeksperiment, der ikke er bange for at vride armen rundt et par gange på den etablerede måde at fortælle film på.

Kryptiske scenarier

Det kan uden tvivl opleves som manieret, og filmoplevelsen er da heller ikke på nogen måde synæstetisk. Men der er alligevel vægt bag det villede, så filmen vokser med opgaven og får vingefang udi kryptiske og uprøvede scenarier.

Det beskidte mørkes æstetik

Nogen sammenhængende kausalitet eller spændingsopbygning til rendyrket katarsis byder Palmasons film ikke på. Hvad der til gengæld er overflod af er en meget velovervejet dyrkelse af det beskidte mørkes æstetik på både billede- og lydsiden.

Fantasifulde ekstremiteter

"Vinterbrødre" vinder terræn på en fantasifuld inddragelse af kalkfabrikkens ekstremiteter, såsom den umenneskelige støj, der har sin egen rytmik og smedes markant sammen i Lars Halvorsens mættede lyddesign. Ud af støjen vokser ind imellem en særegen musik, der sjældent tager overhånd.

Grove linjetræk

På samme måde er billedsiden hurtig til at trække grove linjer fra dybets mørke til "det virkelige livs" lysstriber, og udnyttelsen af det beskidte på både overflader og i de menneskelige ansigter bliver en central del af "Vinterbrødre"s visuelle identitet.

Stærkt samspil

Samspillet mellem brødrene former stærke scener, særligt én meget dramatisk en af slagsen, og her viser Elliott Crosset Hove og Simon Sears fuld indlevelse i det aparte. Det aparte, der i øvrigt præger filmen fra ende til anden.