Moonlight (2016)

Mildt sagt pris-overdynget amerikansk coming of age-saga, der hele tiden balancerer på kanten af afgrunden mod det lidt for passer-perfekt-til-Oscar-komitéen-politisk-korrekte. Her serveres nemlig en film, der udelukkende har sorte skuespillere i rollerne, og samtidig forsøger at stamme et homoseksuelt twist på banen.

Ikke-overstyret portræt

"Moonlight" er velmenende og også overvejende troværdig i sit fredsommelige og ikke-overstyrede portræt af drengen Chiron (også kendt som hhv. Little og Black). Chiron er forsømt på hjemmefronten. Der er ingen far, og moderen er stofmisbruger. Der er ikke altid plads til sønnike hjemme på skibsbriksen - den skal hun ofte bruge til sine tilfældige møder med mænd.

Overladt til sig selv

Chiron er derfor ofte overladt til sig selv og er et nemt mobbeoffer i skolen. Derfor falder mødet med drugdealeren Juan på et tørt sted. Måske er her endelig den faderfigur, som drengen higer efter. I hvert fald kan Juan med dame agere tryg base og springbræt mod teenage- og voksenlivet - som vi netop herefter får serveret i kapitel 2 og 3.

Spænder over lang tid

"Moonlight" spænder således over lang tid og sætter en god halv time af til hver af Chirons livsfaser. Det fungerer egentlig pænt, selvom det kræver omstilling, hver gang vi skal møde en ny Chiron. Bedst spiller drenge-Chiron'en, der også er den klart mest åbenlyst sårbare af de tre livsfase-drenge/mænd.

Homoseksuel identitetskrise med sort fortegn

Det er (lidt for) tydeligt, at instruktør og manuskriptforfatter Barry Jenkins vil det pleasende udi persongalleri og emne. Homoseksuel identitetskrise med sort fortegn er dobbelt-op på "problem-film" - desværre, kan man sige. Men sådan opleves det jo stadigvæk, selvom vi er et godt stykke inde i det 21. århundrede.

Problemerne står i kø

Og det er da også problemerne, der står i kø for Chiron i hans livsbane. Filmen vil så morderlig gerne indramme minoritets-melodramaet for det meget brede publikum, og at dømme ud fra den enorme række af priser og nomineringer, er det også lykkedes. 

Gennemgående ro

Yderst positivt ved filmoplevelsen "Moonlight" er den gennemgående ro, der hersker i kameraføring, klipning, skuespil og på lydsiden. Faktisk er der meget lange og svært velovervejede passager helt uden underlægningsmusik, og det bekommer de "betændte" følelser bedre end godt. Stærkt disponeret.

Ikke-eksplicit begær

Filmen tipper aldrig over i det eksplicitte begær, men holder sig rimeligvis på antydningernes niveau - på godt og ondt. Men hænderne skal selvfølgelig helst være over dynen, når det ultrabrede publikum skal møde kærligheden, når den på én og samme tid har sort og homoseksuelt fortegn.