Peeping Tom (1960)

Da Michael Powells "Peeping Tom" havde premiere i 1960, var der stort set ikke en eneste kritiker, der kunne lide den. Filmen blev sablet ned, latterliggjort og beskrevet som både syg, pervers og talentløs. Først da Martin Scorsese mange år senere relancerede den, fik filmen den anerkendelse, den fortjener.

På evig jagt

Mark Lewis arbejder som focus puller på filmoptagelser, men han lægger stort set aldrig sit lille amatør-filmkamera fra sig: I fritiden er han nemlig på evig jagt efter forløsning på sin indestængte lyst og fetisch. Han filmer smukke kvinder - og med lidt "held" får han lejlighed til at dræbe dem, mens de ser deres egen frygt i øjnene.

En form for kærlighed

Da Mark oplever interesse fra sin kvindelige underbo, mærker han et stærkt skisma i sig. På den ene side kandiderer hun i dén grad til endnu et mord efter lyst-skabelonen - på den anden side er Mark lykkelig over endelig at blive bemærket og opleve en form for kærlighed i sit liv.

Kilde til pirring

I al sin farvestærke symbolmætning er "Peeping Tom" en uophørlig kilde til pirring hos den kompositionsopmærksomme tilskuer. Og historien er så fuld af freudianske fortolkningsmuligheder, at den nærmest udleder drivhusgasser i filmstudiet. For hvilken frygtindgydende barndom har denne Mark Lewis ikke haft!

Ekstraordinært dårlig modtagelse

Michael Powell gik her solo som instruktør efter et langstrakt parløb med kollegaen Emeric Pressburger, men han tabte forståeligt nok en del af sit mod ovenpå den ekstraordinært dårlige (snævertsynede) modtagelse.

Krybende uhyggelige tilbageblik

Tilbageblikkene til Marks barndom er krybende uhyggelige, i det de i amatøroptagelsernes grynede, stumme og ufokuserede levende billeder indrammer knægtens mentale lidelser under en far, der var sygeligt optaget af at registerer sin søns frygt (og mentale reaktionsmønster på denne.)

Sofistikeret metafilm

Som metafilm er "Peeping Tom" blandt de absolut mere sofistikerede, fordi den fanger og forstår mange af stemningerne både blandt det professionelle filmhold, det rutineprægede (og britisk tidstypiske) komedie-niveau og hos amatørfotografen.

Genialt valg

Valget af Karlheinz Böhm som Mark er afgjort genialt. Det tyske islæt kanter kriminal- og gyserpræget langt mere, end en britisk skuespiller ville evne det, og fremmedgørelsen forstærkes. Filmens musik er skrevet af Brian Easdale og bliver kun sjældent decideret anmassende.