The Crimson Kimono (1959)

Samuel Fuller afskyede alle former for racisme - og sågar begrebet race - og var i det hele taget altid meget bevidst omkring det sociale, det menneskelige og det samfundsmæssige i alle sine film. "The Crimson Kimono" fra 1959 er ingen undtagelse, og filmen blev da også markedsført for sit hidtil usete (og banebrydende!) kærlighedsforhold mellem en amerikansk kvinde og en japansk mand.

Sensationelt kærlighedsforhold

"YES, this is a beautiful American girl in the arms of a Japanese boy!" stod der bl.a. øverst på filmplakaten, bare for at understrege at det altså ikke var et synsbedrag, når man så en japaner kysse en amerikaner på plakatens billede. Det siger selvfølgelig allermest om tiden og det amerikanske samfunds racistiske tilbøjeligheder sidst i 1950'erne.

Genkendeligt "tonesprog"

Ligesom Fullers andre film er også "The Crimson Kimono" præget af instruktørens personlige, visuelle vinkel og særegne dialog, som han selv skrev fra hoften. Fuller er en af de relativt få instruktører, hvis "tonesprog" man kan genkende, ligesom nogle klassiske komponisters.

Karakteristiske vinklinger

I de karakteristiske varierede vinklinger (med forkærlighed for frøperspektivet og nærbilledet med kunstneriske lyssætninger) fortælles historien om nævnte "sensationelle" kærlighedsforhold, pakket ind i et Los Angeles-krimiplot, hvor japaneren er den ene af to kriminalbetjente på jagt efter morderen på en stripper-pige.

Los Angeles som superlækker baggrund

"The Crimson Kimono", der på dansk fik den endnu mere grafiske titel "Den blodrøde kimono", er nok æstetiseret og Fuller-varemærke-stiliseret, men nogen totalt omsluttende stemning ejer filmoplevelsen ikke. Hertil er kærlighedsintrige-scenerne simplethen for langmodige og rosenrøde - og man sukker ofte efter langt mere af dét liv og dén nerve, som filmen lever højt på i sine krimi-action-scener med Los Angeles som superlækker baggrund. Med svulstig musik af Harry Sukman.