Escape from Wildcat Canyon (1998)

Mindre gennemsyret amerikansk-vammel, end man umiddelbart skulle antage: "Escape from Wildcat Canyon" rummer nogle ok søde optrin og stemninger mellem barnebarn og bedstefar alene i vildmarken, men filmen er bestemt også præget af det ultraforudsigelige.

Med bedstefar i bjergene

11-årige Pete har et meget varmt forhold til sin enkemands-bedstefar, der bor i bjergene. Derfor er han langt fra glad ved udsigterne til at skulle flytte til New York med sine forældre. Farmand har fået et stort jobtilbud, og flytter de tre, betyder det færre ture med bedstefar i bjergene.

Mere dramatisk end planlagt

Men Pete får en "sidste" tur med Grandpa i vildmarken – den bliver endda en del mere dramatisk end planlagt, da deres lille fly styrter ned midt i ingenting. Heldigvis har Pete ben i næsen, og bedstefar gode erfaringer udi overlevelse fra sin tid som soldat for længe siden.

Alt for mange klichéer

Manuskriptet er gennemsyret af alt for mange klichéer, og skuespillet kommer næppe ret mange til at sende postkort hjem om. Dennis Weaver er filmens star, men trives ikke emiment mellem stift skrevne replikker og situationer. Dog opstår der glimtvis ægthed, når han er "i ilden" langt, langt hjemmefra og må tage sig kærligt af sit barnebarn.

Amerikansk-arketypisk

Michael Caloz har noget af dén udstråling, som drengerollen Pete lever semi-højt på – til gengæld er begge hans forældre outreret amerikansk/canadisk-arketypisk. Når vi er i bjergene, er der fint flow i historien, selvom man aldrig rigtig føler sig hensat til reel dramatisk overlevelse, altså på liv og død.

Klæbrig musik

Nuttet (om end fuldkommen uforklaret) bliver det, da en schæferhund pludselig melder sin ankomst højt oppe i bjergene. Dén havde man ikke lige set komme... Normand Corbeils musik er klæbrig og alt for anvendt.