The Big Red One (1980)

Som et meget personligt selvportræt - og gengivelse af egne oplevelser som soldat under 2. verdenskrig - står Samuel Fuller's "The Big Red One" monumentalt forankret i krigsfilmshistorien. I en dynamisk, kunstnerisk og samtidig uhøjtidlig fortællestil (for)føres tilskueren ind i et filmunivers fuld af elegante enkeltindstillinger - i en verden af endeløse stærke scener.

Militærmand med erfaring

En meget stoisk troværdig Lee Marvin gestalter 2. verdenskrigs-sergentens lederskab, efterhånden som han og hans hold af unge soldater rejser fra slag til slag. I filmens prolog ser vi endda sergenten i de døende timer af 1. verdenskrig - det er altså en militærmand med erfaring fra de hårde slag, der nu fører sine soldater videre.

Vildskab og glimt i øjet

De barske løjer og historiske begivenheder er serveret med både vildskab og glimt i øjet. Ikke uden humor, om end underspillet - som et meget raffineret og velfungerende perspektiv på rædslerne. Kammeratskabet soldaterne imellem skildres uden nogen form for overdrivelser eller krukkeri, og de enkelte personligheder i gruppen får eget liv og identifikationskraft i Fullers omhyggelige beskrivelser.

Martrede sjæle

Om end grafisk i sine ofte voldelige gengivelser af krigsslagene, er det mere psykologien bag (og de uoverskuelige perspektiver), som krigen kan have på martrede sjæle, der udgør filmens egentlige atmosfære. Det er i hvert fald ikke en krigsfilm, der kun dyrker slagenes og den maskuline fremdrifts fysik.

Frøperspektiv

Frøperspektivet er et af Fullers helt store virkemidler, som regel på en baggrund af rygende krigsaktivitet eller smukke landskaber og drivende skyer. Her dyrkes ansigtet i nær, og alt fra frygt til (glimtvis) afslapning trækkes frem i det uendelige stemningsvokabular, som filmen taler ud fra. Meget virkningsfuldt og i en enkel og ikke særlig omkostningsfuld indspilning i Israel.

Episk helaftensfilm i tankerne

Egentlig havde Fuller tænkt sig en episk helaftensfilm, hvorfor "The Big Red One" da også blev afleveret i både en 4- og 2-timersudgave. Men da filmen fik biografpremiere i 1980, var det i en noget skamferet udgave, der ikke stod mål med Fullers oprindelige ambitioner. Nærværende anmeldelse baserer sig på 2004-rekonstruktionsudgaven, der har 2 og en halv times længde.

Mange helt stille passager

Den musikalske underlægning af Dana Kaproff læner sig stilistisk pænt meget op ad Jerry Goldsmith og bliver desværre ind imellem for anmassende. Heldigvis opstår mange helt stille passager (i både krigs- og fredstid), så de dybere lag i fortællingen får fuldbyrdet lov til at brænde igennem.