Slow West (2015)

    En teenagedreng med kærlighedskvaler får i 1870 følgeskab af en revolvermand. Sammen står de stærkere mod bushens bøller.


    DE RED MOD VEST

    Sart lille western, der har sine forcer i en markant newzealandsk natur-indfangelse og et ganske udmærket samspil mellem to meget forskellige ryttere, Kodi Smit-McPhees Jay Cavendish og Michael Fassbenders Silas Selleck.

     

    Gennem farligt terræn

    Jay er alene på hesteryg gennem farligt terræn i det herrens år 1870 - fast besluttet på at finde sin hjerteskære Rose. Men da han møder den ikke helt "wild-west-rene" Silas, får Jay at vide, at han aldrig vil klare turen alene. Silas vil gerne hjælpe ham sikkert frem, mod betaling naturligvis.

     

    Fine hesterygs-transportscener

    Der opstår mange fine hesterygs-transportscener på den smækhamrende smukke naturbaggrund, allerbedst når filmen i et sjældent øjeblik helt udelader anvendelse af underlægningsmusik - noget, der desværre ellers trækker pænt ned i oplevelsen.

     

    Farerne lurer forude

    Og hele tiden lurer farerne forude, fornemmer man tydeligt. Der kommer da også et både højspændt og spændstigt klimaks, hvor teenageren Jay med lidt held kan få alle sine drømme valt til live. Men ikke alt går efter bogen i det vilde vestens lovløshed.

     

    Ikke helt den ægte vare

    Det kan godt være, at tempoet i "Slow West" er behageligt langsomt, men man føler ikke rigtig, man får leveret den ægte vare, når indpakningen oftest er lidt for meget af det gode. Som regel med for meget musik eller lommefilosofisk tvivlsomme replikvekslinger (særligt fra den tænksomme teenager). Der er dog pænt slag i melankolien og længslen, der beskrives både flot og med fine, bredformatsprægede perspektiver.



    Anmeldt i 2019 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    2015, Storbritannien, New Zealand, Western, Drama, Teenagere, 84 min.

    Dansk titel: Slow West
    Instr: John Maclean Prod: Iain Canning, Rachel Gardner, Conor McCaughan, Emile Sherman Manus: John Maclean Foto: Robbie Ryan Klip: Roland Gallois; Jon Gregory Mus: Jed Kurzel
    Priser
    • SUNDANCE - Grand Jury Prize