La femme Nikita (1990)

En vaskeægte Luc Besson-film - lidt i stil med den senere Léon (1994) - men alligevel helt sin egen. "La femme Nikita" er djærv og farvestrålende actionkrimi, der ikke skeler til hverken det politisk korrekte eller deciderede genreskabeloner.

Ikke samfundets bedsteborger

Den unge kvinde, der kalder sig Nikita, er ikke en af det franske samfunds bedsteborgere. Hun er tværtimod af den type, der gerne skyder både godt- og politifolk for at fremme sin egen (og bandens) anarkistiske dagsorden.

Skrig, vræl og bid

Da hun bliver nappet af "myndighederne", er det da også med skrig, vræl, bid og dét, der er værre. Modstanden mod systemet er iboende i den flamboyant-utilpassede Nikita, men det er måske netop det, som samfundet søger?

En uventet chance

I hvert fald får Nikita en helt uventet chance. Man har lagt mærke til hendes helt enestående evner med guns og næver, og dét kan man jo passende udnytte i diverse lejemorderopgaver - hun er jo alt andet lige blevet skånet fra de evige græsmarkers sprøjte...

Benhård kerne

Besson iscenesætter med en pæn portion ironisk distance til plottet, der ellers har en benhård kerne af fysisk og psykisk terror. Det former en særegen - og ind imellem lige tanden for visuelt og lydmæssigt støjende - filmoplevelse, der dog overlever på sit gå-på-mod og meget flot koreograferede action.

Møgirriterende pragt

Mindre troværdigt står et forelskelses-sidetema, selvom det samtidig tjener som en perspektivering på hele affæren Nikita som lejemorder-projekt. Anne Parrilaud præsterer i al sin møgirriterende pragt ganske enestående - selvom det kan virke lidt mærkeligt, at så hårdkogt en babe har så let til tårer.

Bombastisk musik

Der er også fint modspil fra flere biroller, og så man bare leve med Éric Serras møg-bombastiske underlægningsmusik. Ladt alene er den ganske fermt komponeret, men som film-lydtapet er den for udspartlende.