Il grande duello (1972)

Klart endnu en lækkerbisken udi fuldkorns-spaghettiwesterngenren, med alle kendte virkemidler - ikke mindst tid. Tiden går med at vente på, at der skal udvkelses kugler gennem luften. Og så bliver der i øvrigt også ventet på overhovedet at nå dertil, hvor man kan vente.

Æstetiseret fuldkorns-spaghetti

Det giver masser af muligheder for en film som "Il grande duelle" til at opbygge stemninger og eksekvere handlingens udbrud af actionsekvenser fuld af æstetiseret spaghetti. Med genre-specialisten Lee Van Clef (og dennes ikoniske ansigt) i hovedrollen er genre-gong-gongen i hvert fald sikret.

Kender farerne

Clef spiller den pensionerede sherif Clayton, der har så meget styr på sine fjender og potentielle farer, at han trygt går gennem farlige områder uden at blinke. For han ved lige nøjgatig, hvor de andre gemmer sig, hvad retning deres revolver peger i, og hvilken plan, de har lagt for et muligt bagholdsangreb.

Over stok og sten

Da Clayton samtidig har sat sig for at hjælpe en ung mand på flugt fra bounty hunters, er der snart to i kamp mod de mange potentielle farer - og så kan det nok være, at det går over stok, sten - næsten ridende på ryggen af en kaliber 45-kugle.

Inspiration til Tarantino

"Il grande duelle" er en af den farverige amerikanske instruktør Quentin Tarantinos inspirationskilder, og han anvender faktisk det musikalske tema fra filmen i sin genrefilm Kill Bill: Vol. 1 (2003). I øvrigt et meget iørefaldende tema, der leder tankerne hen på Ennio Morricone.